Guillaume Dufay

Guillaume Dufay, ca. 1400-1474, fransk komponist, sandsynligvis født i eller omkring Cambrai. Ved katedralen i Cambrais meget betydningsfulde kapel var Guillaume Dufay kordreng og fik en musikalsk uddannelse, og han var i størstedelen af sit liv knyttet til denne domkirke som musiker, fra 1436 tillige som kannik. Senere blev han også lærer her og underviste bl.a. Johannes Ockeghem og Johannes Tinctoris.

Dufay, der rejste meget og havde mange ansættelser i udlandet, fik værdifulde kontakter med andre musikalske strømninger end den fransk-nederlandske. Han lærte italiensk musik at kende, idet han bl.a. var ansat som komponist hos Malatesta-familien i Pesaro og som sanger ved den mest berømte musikinstitution, det pavelige kapel (Rom 1428-33, Firenze og Bologna 1435-37).

Dufay stiftede samtidig bekendtskab med engelsk musik, da der under Hundredårskrigen formentlig befandt sig engelske musikere i Flandern, frem for alt John Dunstable. I sin musik forener Dufay nederlandske, italienske og engelske elementer; bl.a. kan man hos ham møde den engelske klangfylde. Som den første på kontinentet anvendte han desuden fauxbourdonteknikken.

Guillaume Dufay blev allerede i sin samtid anset for at være sin tids betydeligste komponist. Hans musik er overleveret i ca. 70 manuskripter. Han er især kendt for sine cykliske messer, bl.a. Missa L'homme armé og Missa Se la face ay pale, dvs. messer, hvis musikalske sammenhæng opstår gennem brugen af samme cantus firmus i alle fem satser. Efter ham har adskillige renæssancekomponister skrevet messer med L'homme armé som cantus firmus. Foruden motetter og anden liturgisk musik har Dufay komponeret italienske og franske chansoner.