Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carlo Gesualdo

Oprindelig forfatter THH Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/10585/=ud_a_241627.mp3?revision=1

Carlo Gesualdo, ca. 1561-1613, fyrste af Venosa; italiensk komponist, hvis ry er uløseligt forbundet dels med hans excentriske musikstil, dels med hans medvirken ved mordene på hans første hustru og hendes elsker i 1590.

Efter ophold ved hoffet i bl.a. Ferrara og Napoli trak Carlo Gesualdo sig omkring 1595 tilbage til slottet i Gesualdo (øst for Napoli), hvor han plaget af tiltagende melankoli dyrkede sin fanatiske interesse for musik.

Gesualdo var inspireret af bl.a. Luzzasco Luzzaschi, og han er især kendt for sine femstemmige verdslige madrigaler (i alt 104, udgivet i seks bøger 1594-1611), i hvilke han uden at bryde genrens formelle rammer udfoldede et stadig mere komplekst og individuelt tonesprog kendetegnet ved ekstrem kromatik.

Annonce

Hans værker omfatter også vokal kirkemusik, bl.a. fem-syv-stemmige motetter i Sacrarum cantionum (1603), samt en posthumt udgivet samling af seksstemmige madrigaler. Igor Stravinskij har bearbejdet flere af Carlo Gesualdos værker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Holme Hansen: Carlo Gesualdo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83661