Terts, (via ty. Terz fra ital. terza, af lat. tertia 'tredje', fem. af tertius), musikalsk interval bestående af to tonetrin. Der skelnes mellem stor terts (fx c-e), lille terts (fx c-es) og formindsket terts (fx c-eses), der kan omtydes enharmonisk til stor sekund (c-d). Tertsintervallet danner grundlaget for musikkens opbygning af tre- og firklange, ligesom dets størrelse er afgørende for forskellen mellem dur og mol.