solfège

Solfège bruges på to måder: I den ene betegner stavelserne do, re, mi, fa, sol, la, si altid tonerne c, d, e, f, g, a, h. I den anden betegner stavelserne ikke specifikke tonenavne, men derimod trin i en skala. Her henviser do til første trin, som kan være hvilken som helst tone, afhængigt af tonearten. Dette kaldes også relativ solmisation eller grundtonesolmisation.

Når toner hæves eller sænkes en halv tone angiver solfège det ved at ændre vokalen (-i for hævede toner, -e eller -a for sænkede), jf. nedenstående skema.

I relativ solmisation kan man navngive trinnene i en molskala på to måder.

I såkaldt do-mol navngives molskalaens første trin do. I det tilfælde vil en ren molskala hedde do, re, me, fa, sol, le, te, da tredje (me), sjette (le) og syvende (te) trin er sænket i forhold til en durskala.

Den anden mulighed kaldes la-mol. Her angives molskalaens første trin ikke med do, men med la. Den rene molskala vil i dette tilfælde benævnes la, si, do, re, mi, fa, sol. Dette betyder, at man undgår at bruge tonenavnene me, le og te, hvor den ændrede vokal kunne give et fejlagtigt indtryk af, at man synger toner uden for molskalaen. Derudover bevares de diatoniske stavelser fra paralleltonearten; i C-dur/a-mol vil tonen a altså altid hedde la.

Den mest udbredte form for solmisation i vesten, solfège, trækker rødder helt tilbage til det 1000-tallet. Den italienske musikteoretiker Guido af Arezzo (ca. 991-1033) fandt på at benævne skalaens første seks toner (kaldet heksakorden) ut, re, mi, fa, sol, la. Guido af Arezzo tog stavelserne fra den latinske sankthanshymne Ut queant laxis. I det 1700-tallet blev det syvende skalatrin tilføjet. Det fik navnet si, opkaldt efter forbogstaverne i ”Sancte Iohannes”.

• do, re, mi, fa, sol, la, si
• solmisation
• Guido af Arezzo
• Sarah Anna Glover
• John Curwen
• Zoltán Kodály