Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

underholdningsmusik

Oprindelig forfatter THjJ Seneste forfatter Redaktionen

underholdningsmusik, i snæver forstand musik, der udelukkende tjener til underholdning. Musik har til alle tider haft forskellige konkrete funktioner, fx i forbindelse med liturgi (se kirkemusik), dans og terapi, men er i stort omfang derudover blevet anvendt til adspredelse, såvel for den udøvende (bl.a. kammermusik og salonmusik) som for tilhøreren (fx i form af hoffernes taffelmusik). Musik med dette formål kendes fra antikken og er i stort omfang overleveret fra renæssancen (fx madrigal), barokken (koncert, opera), wienerklassikken (bl.a. strygekvartet, symfoni, klaversonate og divertimento) og romantikken (lied, karakterstykker for klaver og især musik, der specielt var beregnet til underholdning for bredere samfundslag, af bl.a. Johann Strauß og H.C. Lumbye). I 1900-t. udviklede underholdningsmusikken sig til en omfattende kulturindustri, ikke mindst som følge af de muligheder for distribution, som blev tilvejebragt gennem udviklingen af medier som radio, tv, grammofonplade og cd; de dermed ændrede lyttevaner har medført, at også musik, der oprindelig er komponeret til andre formål, anvendes som underholdningsmusik, hvorved dette begreb udvides; se også populærmusik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Hjort Jensen: underholdningsmusik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176862