Fanfare, (fransk, vist lydefterlignende ord), kort, signalagtig melodi for messingblæsere (især trompeter og horn), som kun betjener sig af de ventilløse instrumentudgavers mest anvendte naturtoner.

Fanfarer indgår i forskellige militær- og jagtceremonier, men forekommer også hyppigt i kunstmusikken fra middelalderen til vor tid, fx toccataen, som indleder Claudio Monteverdis opera L'Orfeo (1607), eller guvernørens ankomst i 2. akt af Ludwig van Beethovens opera Fidelio.

Et orkesters fri, improviserede hyldestfanfare til fx en dirigent kaldes en touche.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig