da capo

Da capo er en musikalsk instruktion, der som regel optræder ved slutningen af en sats, og som betyder forfra (eller bogstaveligt: 'fra hovedet').

Den musik, der så skal gentages forfra, har imidlertid typisk haft to tydeligt adskilte dele, og det er enten underforstået, at det kun den første af disse der skal gentages, eller dette er eksplicit markeret med et 'Fine' ('slut') ved afslutningen af den første del. Instruktionen Da capo (ofte forkortet til D.C.) efterfølges desuden gerne af 'al fine'. Altså: 'Forfra, frem til 'fine''. En da capo-sats får dermed skematisk udtrykt formen ABA.

Barokkens danseformer var ofte i da capo-form (for eksempel menuetten), ligesom solo-arier i da capo-form – da capo-arier – var almindelige i vokale genrer som kantater, oratorier og operaer i 1600- og 1700-tallet.

Det var en stilistisk konvention, at gentagelsen af A-delen i en da capo-arie skulle være en varieret gentagelse, og dermed være en anledning til improviserede, og ofte ganske virtuose og elaborerede udsmykninger af melodien.

En variant af da capo-arien er dal segno-arien, hvor der ikke skal gentages helt forfra, men kun fra der hvor 'segno'-tegnet optræder.

Fra omkring midten af 1700-tallet blev da capo-arien med dens tilhørende konventioner om lange gentagelser og mange barokke udsmykninger i stigende grad genstand for kritik. I første omgang blev dal segno-arien (der skar lidt ned på gentagelserne) mere populær.

Men mere radikale ændringer slog også igennem, ikke mindst i Christoph Willibald Glucks såkaldte reform-operaer skabt i samarbejde med librettisten Ranieri de' Calzabigi (1714-1795). Reformen af det musikdramatiske sprog i Glucks og Calzabigis reformoperaer handlede ikke mindst om at skabe et enklere og mere naturligt dramatisk fremadskridende musikalsk udtryk, hvor man både undgik den indbyggede opbremsende effekt af da capo-formens langvarige gentagelser, og samtidig også skar ned på den virtuose ornamentik, der nu blev opfattet som ikke bare kunstfærdig, men slet og ret kunstig og unaturlig.