oratorium (musikgenre)

Oratorium, musikalsk genre, normalt for soli, kor og orkester og sædvanligvis skrevet til dramatiske tekster med religiøst, især gammeltestamentligt indhold; andre besætninger og verdslige tekster forekommer også.

Genren opstod i Rom, hvor Filippo Neri i 1500-t. som led i modreformationen afholdt ikke-liturgiske gudstjenester i særlige bedehuse, oratorier. Musikdramatik havde en fremtrædende plads i form af bl.a. mysteriespil (se Emilio de' Cavalieri) og laude spirituali (se lauda spirituale); disse blev i begyndelsen af 1600-t. afløst af større værker, oratorier, hvis musikalske forbillede var tidens nye genre, operaen.

Den første betydelige oratoriekomponist var Giacomo Carissimi, hvis ca. 15 oratorier (bl.a. Jephte, før 1650, og Jonas) blev mønsterdannende. I tidlige oratorier indgår som regel en fortællerrolle (testo), som sammen med anvendelsen af bl.a. tonemalerier opvejede manglen på scenegang.

Oratoriet blev hurtigt udbredt i Italien, hvor det blev almindeligt at anvende italienske tekster (oratorio volgare); kun i Rom og Venezia blev latin fastholdt (oratorio latino). Musikalsk fulgte oratoriet samme udvikling som operaen i slutningen af 1600-t., navnlig hvad angår opdelingen i recitativer og arier; samtidig blev testopartiet overflødigt. I årene omkring 1700 skrev komponister som Alessandro Scarlatti, Alessandro Stradella og Antonio Vivaldi adskillige oratorier.

Under sit Italiensophold i begyndelsen af 1700-t. stiftede Händel bekendtskab med genren, som han efter enkelte forsøg før 1720 dyrkede fra 1733 med en serie store engelsksprogede værker (bl.a. Saul, det dobbeltkorede Israel i Egypten, Joshua, Judas Maccabæus, Salomon og Jephta); bedst kendt, men ikke typisk for genren hos Händel, er Messias, uropført i april 1742 i Dublin. Efter hans død fortsatte opførelsen af værkerne i England, hvilket gav inspiration til andre komponister, især Joseph Haydn (Skabelsen og det verdslige Årstiderne) og Felix Mendelssohn Bartholdy (Elias og Paulus).

I England blev traditionen videreført af komponister som Hubert Parry (bl.a. Judith, 1888) og Edward Elgar (bl.a. The Kingdom, 1906). Også i Frankrig og Tyskland blev der skrevet oratorier, om end ikke i samme grad som i England. Til de mere betydende komponister hører Marc-Antoine Charpentier og Georg Philipp Telemann. Oratorier fra 1900-t. skyldes bl.a. Arthur Honegger (Le Roi David, 1923) og i Danmark Herman D. Koppel (Moses, 1964).

Se også passion.