Kvartet, ensemble bestående af fire musikere eller sangere; i klassisk musik endvidere et musikværk for fire udøvende.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kvartet kommer af italiensk quartetto, afledt af quarto 'fjerde', latin quartus.

Den vigtigste instrumentale kombination er strygekvartetten (to violiner, bratsch og cello), der siden 1700-t. har stået centralt som musikalsk udtryksform. Derudover forekommer talrige andre kombinationer, fx fløjtekvartet eller klaverkvartet. I 1900-t. er saxofonkvartet blevet standardkombination.

En vokalkvartet omfatter normalt de fire stemmetyper (sopran, alt, tenor og bas), men andre muligheder findes også, fx mandskvartet. I en opera bruges betegnelsen om et afsnit med fire medvirkende sangere.

I jazz består en kvartet oftest af et melodiinstrument (fx trompet eller saxofon) og rytmegruppe (klaver, bas og trommer).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig