Neoklassik, betegnelse for en strømning i kompositionsmusikken især i 1920'erne og 1930'erne. I opposition til romantikkens og ekspressionismens angiveligt overdrevne subjektivitet orienterede neoklassiske komponister sig efter former og stiltræk i 1700-t.s musik i forsøg på at skabe en objektiv musik. Et væsenstræk var fastholdelse af tonalitet, gerne som bi- eller polytonalitet, og diatonisk melodik.

I 1920 beskrev Ferruccio Busoni sin idé om en ny klassicitet med forbillede hos Mozart og kendetegnet ved "skønne, faste former, klar og melodisk polyfoni og guddommelig munterhed", en karakteristik, der svarer til den ubekymrede, musikantiske elegance i Sergej Prokofjevs Klassisk Symfoni (1916-17). En af de mest fremtrædende repræsentanter for neoklassikken var Igor Stravinskij. Balletten Pulcinella (1919-20) er en parafrase over satser af (eller tilskrevet) Giovanni Battista Pergolesi, operaen Oedipus Rex (1926-27) bruger modeller fra Händel, Dumbarton Oaks-koncerten (1938) fra Bach, og operaen The Rake's Progress (1951) fra Mozart; hos Stravinskij præges forholdet til den ældre musik af ironisk distance.

Betydelige neoklassiske komponister var i Italien Ottorino Respighi, Alfredo Casella og Gian Francesco Malipiero, i Frankrig komponistgruppen De Seks, i Tyskland Paul Hindemith og i Danmark bl.a. Knudåge Riisager og Svend Erik Tarp.

Se også Neue Sachlichkeit (musik).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig