Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

romantik - musik

Oprindelig forfatter JOE Seneste forfatter Redaktionen

E.T.A. Hoffmann. Miniatureportrættet fra ca. 1820 af den lille kammerretsdommer afslører ikke, at det under den nette frisure myldrede med de bizarre skikkelser og sælsomme begivenheder, som fylder hans fortællinger.

E.T.A. Hoffmann. Miniatureportrættet fra ca. 1820 af den lille kammerretsdommer afslører ikke, at det under den nette frisure myldrede med de bizarre skikkelser og sælsomme begivenheder, som fylder hans fortællinger.

Med sin uafhængighed af den konkrete virkelighed, af det håndgribeligt begrebsmæssige blev musikken af 1800-tallets æstetikere fremhævet som den mest romantiske af alle kunstarter. Dette gælder i særlig grad den rene, af ordet uafhængige instrumentalmusik, således som allerede E.T.A. Hoffmann betoner det i sit berømte essay om Ludwig van Beethoven, hvor han bl.a. skriver: "Beethovens musik ... vækker netop denne uendelige længsel, som er romantikkens væsen. Han er derfor en rent romantisk komponist".

Diskussionen om Beethovens placering i overgangen fra wienerklassik til romantik er ikke ophørt. Den klassiske sonateform, som han havde udviklet til fuldkommenhed, viste sig at være en særdeles fleksibel og rummelig udtryksramme for de romantiske komponister. Men Beethovens objektivt strenge ("klassiske") formvilje afløstes af en tiltagende subjektiv og følelsesbetonet udformning af det musikalske stof. Romantikken er programmusikkens periode.

Hector Berlioz lagde ud med den selvbiografiske Symphonie fantastique med overskriften "Episode fra en kunstners liv", efterfulgt af den "dramatiske symfoni" Roméo et Juliette med vokalsolister og kor, frit formet efter Shakespeares tragedie. Også for Franz Liszt, som skabte det ensatsede "symfoniske digt", var det litterære program bestemmende for stykkets form.

Annonce

Robert Schumann. Ungdomsportræt fra ca. 1830 af ukendt kunstner. Miniaturen findes på Robert-Schumann-Museum i Zwickau.

Robert Schumann. Ungdomsportræt fra ca. 1830 af ukendt kunstner. Miniaturen findes på Robert-Schumann-Museum i Zwickau.

I modsætning hertil videreførte komponister som Robert Schumann, Felix Mendelssohn-Bartholdy og Johannes Brahms bevidst de klassiske former. Selv den Wagnerinspirerede Anton Bruckner fastholder den klassiske firesatsede symfoni med Franz Schubert og Beethoven som forbilleder, mens Gustav Mahler i sine monumentale symfonier inddrager tekster fra folkelige Wunderhornsange til Johann Wolfgang von GoethesFaust.

Med Carl Maria von Webers Der Freischütz indvarsles den romantiske opera. Her lykkes det Weber at finde et dækkende musikalsk udtryk for hovedpersonens splittethed, de uheldssvangre dæmoniske drifter ("Ulvesvælgsscenen") og den moralsk-religiøse forsoning, ligesom han i sine kor betoner det folkelige element (jf. titlen på brudepigernes sang: Volkslied).

Den folkelige sang blev senere suppleret med folkedans (se nationalromantik), og idet operaen henvendte sig til stadig større befolkningskredse, kom den til at spille en ikke ubetydelig rolle i politisk-moralsk henseende.

Giuseppe Verdis betydning for den italienske Risorgimentobevægelse er enestående i sin art. Richard Wagner opfattede sig selv ikke blot som en tysk operakomponist, men som skaberen af en storstilet musikdramatisk ceremoni, et scenisk ritual for offentligheden.

Richard Strauss.  Udateret fotografi.

Richard Strauss. Udateret fotografi.

Side om side med de monumentale symfoniske og musikdramatiske værker opstår inden for romantikken intime former, i instrumentalmusikken mest karakteristisk det ensatsede klaverstykke, fra Schuberts impromptus over Schumanns fantasistykker og Frédéric Chopins ballader og nocturner til Brahms' intermezzi, på det vokale område Lieden for sangstemme og klaver, fra Schubert til Hugo Wolf og Richard Strauss. Liedgenrens fremkomst og udvikling må ses i sammenhæng med den rigt blomstrende romantiske lyrik.

De musikalske grundelementer undergår en mærkbar udvikling i løbet af romantikken. Mest markant er ændringerne på det harmoniske område. Akkordernes klanglige udtryk forstærkes ved tilføjelse af stadig flere fremmede toner, og hertil kommer en langt større frihed i det modulatoriske forløb med udsving til fjerne tonearter, hvilket i sidste instans underminerer musikkens tonale grundlag.

Et højdepunkt i så henseende udgør Wagners Tristan-musik, men allerede i Webers Freischütz udnyttes den formindskede septimakkord pga. dens rent klanglige kvaliteter som symbol på det overnaturlige.

Under påvirkning af lied og opera undergår også melodien inden for den symfoniske musik mærkbare ændringer. Temaernes melodiske sangbarhed fornemmes ofte mere væsentlig end deres egnethed for symfonisk behandling, således allerede hos Schubert, senere hos betydelige symfonikere som Brahms og Antonín Dvořák og i ekstrem grad hos Peter Tjajkovskij.

På det rytmiske område er ændringerne mindre radikale, dog med væsentlig fornyelse hentet fra folkemusikken.

Gustav Mahler. Foto fra 1908.

Gustav Mahler. Foto fra 1908.

Orkesteret blev udvidet ganske betydeligt i løbet af 1800-tallet. En ny interesse for de enkelte instrumenters klanglige særpræg findes allerede hos Weber, videreudvikles hos bl.a. Berlioz, som skrev en berømt Instrumentationslære, og kulminerede hos Mahler. For at opnå balance med den stadig voksende og delvis fornyede blæserbesætning øges strygernes antal ganske væsentligt, og det romantiske symfoniorkester når til sidst op på 120 medlemmer eller flere (Mahler, Strauss mfl.).

Dette kolossale opbud af instrumenter markerer ligesom den overdådigt raffinerede harmonik både højdepunktet og afslutningen på den romantiske periode. Men med sin rigt facetterede appel til fantasi og følelse begejstrer den romantiske musik stadig et stort publikum. Den udgør fremdeles kernerepertoiret i vor tids klassiske musikliv, og moderne komponister har i ikke ubetydeligt omfang kunnet hente inspiration og fornyelse hos deres store romantiske forgængere.

Læs mere om romantikken.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Østergaard: romantik - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152386