Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

musikdramatik

Oprindelig forfatter LaOB Seneste forfatter UV

musikdramatik, samlebetegnelse for en række musikalske genrer, som på forskellige måder forener tre elementer: dramatisk tekst (dialog, monolog, regi), musikalsk dramaturgi (recitativer, arier, ensembler, kor, instrumentalsatser) og scenisk handling. Således falder mysteriespil, opera, syngespil, vaudeville, operette og musical indenfor, mens andre falder udenfor, fx oratorium og episke koncertstykker (ingen scenisk handling), melodrama (ingen musikalsk dramaturgi) og filmmusik (ingen dramatisk tekst). De tre elementer og deres kombination kan imidlertid fremstå meget forskelligt. Den dramatiske tekst (libretto) kan spænde fra lyriske tekstforløb med begrænset handling (fx Debussys Pelléas et Mélisande, Poul Ruders' Tycho) til bredt episke og stærkt dramatiske forløb (fx Mozarts buffo-operaer, Bizets Carmen). Den musikalske dramaturgi kan være enkel, statisk og ensartet i karakter (fx opera seriaen i barokken og hos Mozart eller vaudevillens, syngespillets og musicalens overvejende strofiske sangformer med talt dialog) eller sammensat, dynamisk og symfonisk (fx Wagners musikdramaer). Nogle komponister vægter talesprogsnær deklamation frem for skønsang (fx Modest Musorgskij og Leoš Janáček). Den sceniske aktion har altid været stærkt præget af tidens skiftende dramaturgiske idealer og i historisk stigende grad af instruktørens personlige idéer; men også i værkerne selv kan iagttages et spektrum fra virkelighedsnære handlingsoperaer (fx veristernes værker og nyere folkekulturinspirerede værker som George Gershwins Porgy og Bess) til symbolistiske, psykologiske, stiliserede og lidet handlingsprægede værker (fx Wagners Tristan og Isolde(af komponisten kaldet "En Handling"), Bartóks Hertug Blåskægs borg, Carl Nielsens Saul og Davideller Philip Glass' minimalistiske operaer).

Musikdramatiske forløb er ofte delt i akter, scener og eventuelt musikalske numre. Som helhed følger det musikdramatiske værk ofte klassiske dramaturgiske principper.

Operaen er i sig selv en slags absurd genre med et indbygget paradoks: Det lader sig sjældent begrunde dramaturgisk, at dialogen foregår i sang, ikke i tale. Af samme grund har genren altid haft mange kritikere, og gennem operahistorien ses en stadig vekslen mellem musikkens eller dramaets dominans. De store "reformatorer" Gluck, Weber og Wagner ønskede en harmonisk afbalancering af musik og drama, Wagners "scenefestspil" (ofte kaldet "Gesamtkunstwerk") var et ideal om alle kunstarters sammensmeltning i dramaets tjeneste. Musikdramatik med stærk sang- og musikdominans har imidlertid altid været populær. Operaens død er blevet forkyndt mange gange, og den stod da også svagt i 1960'ernes og 1970'ernes vestlige musikkultur; med fremtrædende undtagelser som Benjamin Britten og Hans Werner Henze blev der mest komponeret "imod" genren og dens konventioner (fx Mauricio Kagel, Bent Lorentzen). I slutningen af 1900-t. har operaen igen opnået bred popularitet, og kammeroperaen er ikke længere en økonomisk undskyldning, men et frodigt eksperimentarium.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Ole Bonde: musikdramatik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128730