nodetryk

Nodetryk, metode til massefremstilling af musikalier. De ældste nodetryk blev udført som træsnit og stammer fra sidste halvdel af 1400-t. De første udgivelser trykt med bevægelige typer efter Gutenbergs metode så dagens lys få år senere, i 1501, udført med forbilledlig akkuratesse af den navnkundige Petrucci i Venezia. Trykningen foregik i to eller tre omgange (såkaldt dobbelttryk); først blev nodelinjerne, derpå nodetegnene, og til sidst den eventuelle tekst trykt. Enkelttrykket, som blev udført med nodetyper forsynet med et udsnit af nodesystemets linjer, der kunne kombineres til et sammenhængende nodesystem, blev opfundet i Frankrig i 1525. Indtil ca. 1575 var opmærksomheden især rettet mod typetrykket, men fra dette tidspunkt vandt pladeteknikken fornyet indpas, nu ikke i træ, men på metalplader, og eksisterede længe side om side med typetrykket. Nodetryk gjort efter metalplader kaldes nodestik. Kobberstikkene afløstes med tiden af indgravering i først tin-, senere zinkplader. Skønt tyskeren Immanuel Breitkopf i Leipzig i 1755 forbedrede typetrykket betragteligt, blev nodestikket og den efter 1800 udviklede litografiske metode imidlertid de mest anvendte teknikker til midten af 1900-t. I nodelitografien trykkes fra kalkplader, hvorpå noderne først tegnes med fedtholdig tusch. Når pladerne derpå ætses, fremstår nodeskriften som ophøjede partier.

I vore dage er de beskrevne trykketeknikker for længst opgivet og afløst af fotografiske metoder som fotokopiering og foto-offset, og computerteknologien har åbnet for endnu uanede muligheder. I det hele taget er vort forhold til trykte noder blevet radikalt ændret, fordi enhver, der råder over det fornødne tekniske udstyr, nu selv kan trykke noderne.