Mordent. Nodetegnet og udførelsen.

.

En mordent er et kort musikalsk ornament, der tilføjes en tone i form af en enkelt melodisk drejebevægelse ned til den underliggende tone og tilbage igen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af italiensk mordente, afledt af latin mordere 'bide'. I en lærebog om generalbasspillet på cembaloet, L'armonico pratico al cimbalo (Venedig, 1708), forklarede den italienske barokkomponist Francesco Gasparini (1661-1727) ordets etymologi ved at pege på mordentens "lighed med et lille dyrs bid, der slippes så snart det har bidt, og derfor ikke gør nogen skade."
Også kendt som

pincé, pincement

Som ornamenttype er mordenten især almindelig i musik fra 1600-1700-tallet. Mordentens funktion er typisk at gøre den forsirede tone mere betonet, mere rytmisk markant eller mere udtryksfuld.

Et velkendt eksempel er begyndelsestonen i Johann Sebastian Bachs orgelværk Toccata og fuga i d-mol, BWV 565, der netop er udsmykket med en mordent.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig