fortegn

Fortegn, nodetegn, der angiver, at en tone skal hæves eller sænkes, eller at tidligere indførte fortegn skal ophæves.

Tegnene, der omfatter enkelt og dobbelt kryds (♯ og ×), enkelt og dobbelt b (♭ og ♭♭) og opløsningstegn (♮), er udviklet af den ældste nodeskrifts skelnen mellem h (b durum 'hårdt b') og b (b molle 'blødt b').

Når en tone hæves, tilføjes på tysk og dansk stavelsen -is til dens navn: F hæves til Fis, C til Cis osv.; når en tone sænkes, tilføjes -s eller -es: G ændres til Ges, A til As, E til Es.

På engelsk betegnes hævning med sharp, sænkning med flat, mens man på fransk og italiensk henholdsvis bruger ordene dièse og bémol, diesis og bemolle.