Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

direktion

Oprindelig forfatter JF Seneste forfatter Redaktionen

Direktion. Orkesterledelse har med tiden udviklet sig til en selvstændig musikalsk disciplin, som kræver både et særligt talent og en speciel uddannelse. Ikke enhver komponist er derfor den bedste fortolker af egen musik, men der findes bemærkelsesværdige undtagelser. Igor Stravinsky dirigerede mange af sine værker, som han tilmed indspillede på plade i stort tal. Her ses han lede en opførelse af opera-oratoriet Oedipus Rex, som han skrev i 1926-27.

Direktion. Orkesterledelse har med tiden udviklet sig til en selvstændig musikalsk disciplin, som kræver både et særligt talent og en speciel uddannelse. Ikke enhver komponist er derfor den bedste fortolker af egen musik, men der findes bemærkelsesværdige undtagelser. Igor Stravinsky dirigerede mange af sine værker, som han tilmed indspillede på plade i stort tal. Her ses han lede en opførelse af opera-oratoriet Oedipus Rex, som han skrev i 1926-27.

direktion, kunsten at lede og koordinere udførelsen af et musikværk. Inden for rammerne af de angivelser, komponisten har givet for sit værks udførelse, er der et vist spillerum for den musikalske fremstilling. Værker for store besætninger involverer mange musikere, der hver har deres individuelle bud på en fortolkning. Det er dirigentens opgave at forene disse musikalske viljer til én. Det gælder såvel musikkens enkelte bestanddele (tempo, dynamik, frasering, klang mv.) som den overordnede storformale disponering.

Ordet direktion kommer af latin directio, af dirigere 'rette til, styre'.

Direktionskunsten er formentlig lige så gammel som selve sammenspillet. Allerede i middelalderens kirkemusik, før nodeskriften havde fundet præcise former, angav korlederen (kantoren) med tegn og bevægelser den frie musikalske rytme. I renæssancen og den tidlige barok slog man takt med en noderulle eller med en stav, der blev slået i gulvet. I barokken og klassikken var det normalt, at musikken blev ledet af cembalisten (cembalo-spilleren, som ofte var identisk med komponisten), evt. med støtte fra førsteviolinisten (koncertmesteren). Med 1800-t.s stigende krav til orkestrets størrelse og interesse for klanglig nuancering og komplekse musikalske strukturer fulgte en specialisering, der gradvis har placeret dirigenten i den centrale rolle, han indtager i vore dages musikliv.

De fleste orkesterdirigenter betjener sig af en taktstok holdt i højre hånd. Med den angives først og fremmest tempo, men ved variation af slagets størrelse og karakter gives også vigtige informationer om dynamik og artikulation. Taktslagningen følger visse faste skemaer, skønt store individuelle forskelle forekommer. Ét-slaget udføres altid som et nedadgående slag, og optakten hertil altid opadgående. Den venstre hånd er fri til at "tegne" frasering, variere dynamik, forme klang, give indsatser osv. Kordirigenter bruger som regel ikke taktstok og opnår derved en større frihed i begge hænder, i nogen grad på bekostning af rytmisk præcision og læselighed.

Foruden hændernes bevægelser har dirigentens hele holdning, mimik og kropssprog betydning for det klingende resultat. Ideelt set er han i stand til at formidle sin musikalske tolkning helt uden ord, alene ved sin gestik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Frandsen: direktion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64989