Modalitet, i musik dels de rytmiske mønstre, der lå til grund for modalnotationen (jf. modalepoken), dels strukturerede udsnit af den kromatiske skala, der afviger fra dur-mol-systemet. I denne betydning er middelalderens og renæssancens kirketonearter modale; den senere dur- og mol-tonale musik (efter ca. 1650) bevarede visse træk derfra.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet modalitet kommer af middellatin modalitas, af modalis 'angående måden', af latin modus 'måde'.
Med romantikkens dyrkelse af fortiden og folkemusikken opstod en sporadisk, men gradvis voksende interesse for modale virkemidler; fx er 3. sats af Ludwig van Beethovens strygekvartet i a-mol op. 132 (1825) skrevet i den lydiske toneart. Folkemusikalsk inspireret modalitet høres bl.a. i Frédéric Chopins mazurkaer for klaver, men i øvrigt hos alle nationalt sindede komponister i 1800-t., fx Modest Musorgskij, og senere, fx Carl Nielsen.
En tonalitetsslørende modalitet prægede impressionismen, bl.a. igennem anvendelsen af heltoneskalaer, fx hos Claude Debussy, og mere radikalt 1900-t.s fritonale musik, bl.a. Béla Bartók, Igor Stravinskij og Paul Hindemith. Tolvtoneteknikkens rækker betegnes af nogle som modi, og en særlig betydning fik begrebet i Olivier Messiaens musik (efter ca. 1930), hvor trangen til et modalt udtryk, der bygger på impressionismen, blev udmøntet i komposition på basis af syv selvdannede modi.
Betegnelsen modalitet anvendes tillige om de grundlæggende strukturer, bl.a. styrkegrader og varigheder, i seriel musik.
Se også modalitet (logik) og modalitet (sprogvidenskab).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.