Henricus Glareanus, Heinrich Loriti, 1488-1563, schweizisk musikteoretiker fra kantonen Glarus, tilhørende kredsen af humanister omkring Erasmus af Rotterdam. Glareanus udgav i 1547 hovedværket Dodekachordon, der fik skelsættende musikteoretisk betydning, fordi antallet af kirketonearter blev forøget gennem anerkendelsen af bl.a. de længe anvendte jonisk og æolisk, forløberne for dur og mol.