• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

musikæstetik

Oprindelig forfatter Wang Seneste forfatter Redaktionen

musikæstetik, i snævrere forstand læren om det skønne i musikken, i videre forstand musikkens filosofi. Musikæstetik har rødder tilbage til de græske filosoffer, især Platon og Pythagoras, hvis forestilling om musikken som "tonende tal" fik betydning gennem hele middelalderen. I baroktiden blev affektlæren (Johann Mattheson, Johann Joachim Quantz mfl.) et vægtigt bidrag til musikæstetikken, som dog især indtager en væsentlig plads i 1800-t.s store filosofiske lærebygninger, fx hos Arthur Schopenhauer, for hvem verdensaltets dybeste kraft, viljen, ligefrem åbenbarer sig i musikken. Eduard Hanslick fremhæver i Vom Musikalisch-Schönen (1854) formæstetikken (musik som "klingende, bevæget form") i modsætning til indholdsæstetikken (musik som "klingende inderlighed"). I 1900-t. er der især fra fænomenologisk side (bl.a. Roman Ingarden) og sociologisk side (Theodor W. Adorno, se musiksociologi) leveret væsentlige bidrag til musikæstetikken.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Wang: musikæstetik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128771