Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kirketonearter

Oprindelig forfatter PER Seneste forfatter Redaktionen

kirketonearter, modi, de tonearter, som lå til grund for den europæiske musik indtil midten af 1600-t.; egentlig er betegnelsen misvisende, eftersom de samme tonearter lå til grund for verdslige sang- og musikformer. I middelalderen dannede de grundlag for både det enstemmige og det flerstemmige repertoire. Kirketonearterne blev først opstillet og beskrevet i tidsrummet 800-1050 (Alcuin, Guido af Arezzo mfl.). Derfor er vor viden om den ældste middelalderlige kirkesang usikker, bl.a. med hensyn til udviklingen fra antikken i Grækenland og Orienten (synagogesangen).

Oprindelig omfattede systemet af kirketonearter fire diatoniske skalaer med hhv. D, E, F og G som grundtone. Disse fire tonearter eller skalaer fandtes i to skikkelser: en autentisk og en plagal (afledt). I en autentisk toneart er grundtonen skalaens dybeste tone, mens den i en plagal ligger midt i skalaen. Omkring 1200 blev de oldgræske tonearters navne (med visse ændringer) overført på kirketonearterne, og de plagale versioner blev betegnet med forstavelsen hypo- ('under'). Yderligere fire tonearter var i almindelig brug, men først i 1547 tilføjede Henricus Glareanus dem til systemet: æolisk og jonisk med deres afledninger, hvorved antallet af kirketonearter kom op på 12.

Kirketonearterne kunne transponeres (en kvart op/en kvint ned) ved hjælp af fast ♭ for tonen h, men efterhånden blev brugen af løse fortegn (♭ for h og ♯ for c, f og g) så almindelig, at tonearternes særpræg udviskedes (frygisk udgjorde dog en undtagelse). Hertil bidrog også fremkomsten af den flerstemmige musik, i hvilken de enkelte stemmers individualitet blev begrænset, og hvor fx forskellen mellem autentiske og plagale tonearter forsvandt. I det lange løb overlevede kun jonisk som dur og æolisk som mol (indtil begyndelsen af 1700-t. dog også frygisk). Disse to tonearter kom til at danne grundlag for den dur/moltonale musik ca. 1650.

Annonce

De oprindelige otte tonearter
1. toneart:dorisk Defgahcd
2. toneart:hypodoriskahcDefga
3. toneart:frygisk Efgahcde
4. toneart:hypofrygisk hcdEfgah
5. toneart:lydisk Fgahcdef
6. toneart:hypolydisk cdeFgahc
7. toneart:mixolydisk Gahcdefg
8. toneart:hypomixolydisk defGahcd
De oprindelige otte tonearter, der betegnes med både et nummer og et navn, bygger alle på samme tonemateriale, men hver toneart kendetegnes ved sin dybeste og højeste tone (skalaen), sin grundtone (angivet her med stort bogstav for tonenavnet) og sin recitationstone (fremhævet bogstav). Skønt fx dorisk og hypomixolydisk har samme skala, er tonearterne forskellige, da de har hver sin grund- og recitationstone. Desuden har de autentiske tonearter (ulige numre) samme grundtone som de plagale, mens skala og recitationstone er forskellige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Erland Rasmussen: kirketonearter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106587