• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dissonans

Oprindelig forfatter Wang Seneste forfatter Redaktionen

dissonans, mislyd i modsætning til konsonans, vellyd.

I musikteorien har man altid skelnet mellem konsonerende og dissonerende klange og intervaller, men sondringen har ændret sig gennem tiderne og er i det hele taget både vanskelig og uklar.

Som dissonerende intervaller regnes normalt store og små sekunder, septimer og noner samt alle forstørrede og formindskede intervaller. At et interval dissonerer, medfører ikke, at det ikke kan bruges musikalsk, men anvendelsen af det har gennem tiderne været underlagt forskellige restriktioner. De berømteste hidrører fra 1500-tallets vokalstil (Palestrinastil) og vedrører dissonansens forberedelse og opløsning.

Annonce

Ordet dissonans kommer af middelalderlatin dissonantia 'mislyd', afledt af dissonare 'lyde forskelligt', af dis- og sonare 'lyde'.

Siden begyndelsen af 1600-tallet, men især i 1900-tallet, er dissonerende klange i stigende grad blevet anerkendt som udtryksmidler, der kan anvendes selvstændigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Wang: dissonans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=65327