Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

diatonisk skala

Oprindelig forfatter PER Seneste forfatter Redaktionen

Diatonisk skala. Halvtonetrinene i den diatoniske skala noteret uden fortegn (H-C og E-F) er markeret med v. Tonerne i oktaven angivet med 1 udgør C-durskalaen (grundtone C), 2 viser den doriske, og 3 den frygiske tonearts skala (grundtoner henholdsvis D og E); 2 er også den hypomixolydiske tonearts skala (grundtone G), men dennes halvtonetrin er placeret anderledes i forhold til grundtonen end den doriske skalas.

diatonisk skala, betegnelse inden for musik for en skala, der består af hel- og halvtonetrin (i modsætning til fx den kromatiske skala, der udelukkende rummer halvtonetrin).

Inden for en oktav omfatter en diatonisk skala syv tonetrin: fem heltone- og to halvtonetrin. Såvel dur og mol som kirketonearterne og et antal af antikkens tonearter bygger på diatoniske skalaer. Fælles for dem alle er, at der i hver af de to halvdele, som en oktav kan deles i, forekommer ét halvtonetrin, og det er disse to halvtonetrins placering i forhold til toneartens grundtone, der giver skalaen dens individuelle karakter.

I dur findes de to halvtonetrin mellem skalaens 3.-4. og 7.-8. tone, mens de i kirketonearterne dorisk og frygisk optræder henholdsvis mellem 2.-3. og 6.-7. tone og mellem 1.-2. og 5.-6. tone. Halvtonetrin som fx E-F og Fis-G kaldes diatoniske, fordi de er nabotoner i diatoniske skalaer, mens E-Es og F-Fis er kromatiske halvtonetrin.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Erland Rasmussen: diatonisk skala i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64225