Arnold Schering, 1877-1941, tysk musikforsker. Hans musiklitterære livsværk er omfattende og i nogen grad omstridt. Særlig udbredt blev antologien Geschichte der Musik in Beispielen, Aufführungspraxis alter Musik (begge 1931) og videnskabelige udgaver af ældre musik. Hans navn er tillige knyttet til symboltænkningen i Das Symbol in der Musik (1941). Schering, stilkenderen par excellence, bidrog til den musikalske hermeneutik med inspirerende tolkninger af musikkens symbolsprog for følelser og forestillinger. Især havde Bachs musik hans interesse. 1904-39 redigerede han Bach-Jahrbuch.