Virelai, (fr., af oldfr. vireli, vist opr. et omkvæd uden betydning), en af de franske chansonformer fra 1300- og 1400-t., der betegnes som formes fixes. Teksterne omhandler som i de andre formes fixes den høviske kærlighed; dog er der i virelaien undertiden en vis forkærlighed for jagt- eller slagscener. Sangen begynder og slutter med et tekstligt og musikalsk omkvæd med tre mellemliggende afsnit, hvoraf de to første musikalsk er ens, det tredje identisk med omkvædet.