Sumer is icumen in, sommerkanon, en af middelalderens mest berømte sange, med alternative tekster på engelsk og latin, overleveret i et engelsk klosterhåndskrift fra ca. 1250. Den omtales heri som en rota (cirkulær kanon), der helst skal synges af fire sangere og ledsages af en tostemmig rondellus, i hvilken to korte melodiske afsnit ombyttes gentagne gange. Resultatet er en velklingende seksstemmig sats, den eneste af sin slags fra før 1400-t.