Isorytmik, (af iso- og rytmik), kompositionsteknik, som florerede i ars nova-tiden (ca. 1300-ca. 1450). Satsernes cantus firmus blev opdelt i et antal rytmisk ens afsnit (taleae), uafhængigt af det melodiske forløb (color). Også de øvrige stemmer i satserne kunne være helt eller delvis isorytmiske. Kimen til teknikken lå i 1200-t.s modale rytmik. Isorytmik træffes i musik af bl.a. Philippe de Vitry og Guillaume de Machaut (fx i visse satser af dennes Messe de Nostre-Dame).