Ars nova, (lat. 'ny kunst'), musikhistorisk periode dækkende 1300-tallets og det tidlige 1400-tallets Frankrig og benævnt efter bl.a. Philippe de Vitrys teoretiske værk Ars nova (ca. 1320).

Ars nova er middelaldermusikkens storslåede slutfase, hvor musikken parallelt med de samfundsmæssige ændringer, bl.a. sekulariseringen, får status som selvstændig kunstart, dvs. befriet for kirkelige bindinger. Periodens generelle kosmopolitiske præg giver musikken, der modsat tidligere er overvejende verdslig, en høj grad af repræsentativitet og et mere udadvendt udtryk, og også komponisternes anonymitet ophører.

Periodens betydeligste komponister var Philippe de Vitry og den alsidige Guillaume de Machaut, der tillige var en begavet digter, og hvis musik udgør en betragtelig del af den righoldigt overleverede musik.

Hovedgenrerne var næsten udelukkende verdslige: dels motetten, behersket og sammenholdt af det komplicerede isorytmiske princip, dels de kunstfærdige refrainformer rondeau, virelai og ballade (formes fixes).

Tonalt og harmonisk blev der efterhånden tale om en nyorientering, fx i brugen af ledetoner og i den gradvise anvendelse af treklangssystemet.

Teoretikernes hovedærinde var dog notationen, der var en videreudvikling af Franco af Kölns principper. Den nye notation bevarede den hidtidige underdeling af nodeværdierne i tre (den "perfekte" taktart), men muliggjorde nu også en underdeling i to ("imperfekt").

Notationen opnåede med tiden en hidtil uset grad af kompleksitet og endte sluttelig i det manierede. Se også ars antiqua, manierisme og trecento-musikken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig