Ars antiqua, (lat. 'gammel kunst'), musikhistorisk periode med centrum i Frankrig ca. 1250-1320; overgangsperiode mellem modalepoken og ars nova. Begrebet ars antiqua blev først skabt i 1300-t. som modstykke til ars nova. I løbet af ars antiqua opnår musikken en større rytmisk frihed, hvilket hovedsagelig ses i triplumstemmerne i motetten, periodens musikalske hovedgenre, der stadig var baseret på allerede foreliggende melodier. De rytmiske ændringer modsvaredes af en ændring af notationen, der frigjorde sig fra modalepokens rytmemønstre (modi). Den nye frankoniske mensuralnotation, opkaldt efter Franco af Köln, opererede med faste værdier for de enkelte node- og pausetegn. Den rytmiske nuancering betød også brug af mindre nodeværdier og blev i slutningen af perioden videreudviklet af komponisten Pierre de la Croix.