Fransk-nederlandske tradition, betegnelse for en længere periode i den europæiske musiks historie, der omfatter flere stilretninger.
I 1300-tallet var den flerstemmige musik domineret af to nationalt funderede skoler, fransk ars nova og italiensk trecento. I første halvdel af 1400-tallet kom den kontinentale musik under stærk indflydelse fra engelske komponister, blandt hvilke John Dunstable var den vigtigste, men langtfra den eneste.
Det stærkeste særkende ved den engelske stil var den frie og meget hyppige brug af de "sødt" klingende tertser og sekster, intervaller, som man hidtil havde omgåedes med en vis forsigtighed på fastlandet, og som bar treklangsharmonikken i sig. I denne proces smeltede den franske og den italienske stil sammen med den importerede engelske stil til en ny og særdeles livsduelig musikalsk udtryksform.
Denne nye kosmopolitiske stils vugge stod i hertugdømmet Burgunds besiddelser i Nordfrankrig, og gennem ca. hundrede år (1420-1520) beholdt den sin status som norm for musikalsk komposition, og dens udøvere besatte alle vigtige poster i det europæiske musikliv, verdslige såvel som kirkelige.
Men også efter dette centrale århundrede spillede den en betydelig rolle helt frem til slutningen af 1500-tallet, hvor vi møder den i fuldt flor hos en komponist som Orlando di Lasso. En musikalsk stil er imidlertid ikke noget statisk, og også denne stil gennemløb en række faser gennem sin blomstringsperiode, og Burgund var ikke dens eneste kraftcenter; også andre lokaliteter, bl.a. i det nuværende Holland og Belgien, stod tidvis i centrum for stilens udfoldelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.