renæssancen - musik

Der hersker delte meninger om, hvad der kendetegner renæssancen i musik, og følgelig om dens afgrænsning som en stilistisk periode i musikhistorien. Mest udbredt er den opfattelse, at tidsrummet ca. 1425-ca. 1625 kan forsvares, skønt træk fra middelalderen fortsatte i begyndelsen af perioden, og træk, der hører til den efterfølgende barokstil, manifesterede sig allerede inden år 1600.

At musikken undergik en blomstrende fornyelse midt i 1400-t., støttes afgørende af samtidens vidnesbyrd, mest rammende af den fransk-flamske teoretiker og komponist Johannes Tinctoris. I 1470'erne skrev han, at musikken var ved at undergå en udvikling, som om den var blevet en "ny kunst". Dens oprindelse var at finde hos englænderne, især John Dunstable, og hos hans samtidige i Frankrig, Guillaume Dufay og Gilles Binchois, som efterfulgtes af bl.a. Johannes Ockeghem og Antoine Busnois.

Mange fransk-flamske komponister drog til Italien efter pavestolens tilbagevenden til Rom 1378 for at genopbygge det pavelige kapel eller for at tjene de fyrstelige hoffer. Hvor renæssancen i kunst, arkitektur og litteratur almindeligvis betragtes som værende først og fremmest af italiensk oprindelse, er der således tegn på, at det forholder sig anderledes i musikken, hvor fornyelsen først viste sig i Nordeuropa og derfra spredte sig sydover.

Der var ingen græsk musik fra antikken, som kunne inspirere til en "genfødsel" af den antikke verdens herlighed; dog fik en humanistisk beskæftigelse med græske tekster betydning for musikteorien og -æstetikken, især for opfattelsen af musikkens relation til teksten.

Æstetisk motivering lå bag udviklingen af tidens største musikalske form, den cykliske messe, i hvilken de faste led gennem musikalske midler blev knyttet sammen til en enhed, som ikke er påkrævet af liturgien. Ved siden af messen var motetten den mest almindelige musikalske genre.

Ud over faste, liturgiske tekster blev de fleste motettekster hentet fra Bibelen, men under humanismens indflydelse blev udvalget udvidet til også at omfatte en del nyere latinsk digtning, og komponisterne blev mere følsomme over for teksterne.

Desuden blev musikkens forskellige stemmer tildelt egne tonelag i et stemmekompleks af øget totalomfang og i stigende grad ligestillet, både hvad angår ansvaret for fremførelsen af stykkets motiviske materiale (imitation) og for udtalen af teksten. Terts- og sekstintervaller vandt anerkendelse og dannede grundlag for en voksende harmonisk bevidsthed, hvori dissonansbehandlingen blev nøjere reguleret, og basstemmen mere og mere styret af harmoniske hensyn.

Resultatet blev en klangfuld og fleksibel flerstemmighed, som kunne veksle mellem passager for solister og for kor, mellem sammenvævede imitatoriske (polyfone) og overvejende akkordiske (homofone) afsnit. Både i samtiden og i eftertiden har der været enighed om, at denne stiludvikling nåede et absolut højdepunkt hos Josquin des Prés omkring 1500.

I begyndelsen af 1500-t. blev den katolske kirkes almengyldighed brudt af reformbevægelser i forskellige lande, hvad der fik betydning for kirkemusikkens udvikling inden for de forskellige konfessioner (se Reformationen (musik)).

Også i den verdslige musik gjorde nationale forskelle sig gældende. I 1400-t. var den franske chanson dominerende; dens udformning ved det burgundiske hof (en førende melodi akkompagneret af to eller tre andre stemmer eller instrumenter) blev fra ca. 1480 afløst af en mere polyfon stil; mange af disse sange blev trykt i Venedig af Ottaviano Petrucci, som fra 1501 var den første succesrige nodetrykker. Den parisiske chanson, der blev trykt i store mængder af Pierre Attaignant i den franske hovedstad fra 1528, var til gengæld overvejende homofon.

Den italienske frotolla, som fra ca. 1490 især blev dyrket ved hoffet i Mantova, var også hovedsagelig homofon. Den blev omkring 1530 erstattet af madrigalen, som blev umådelig populær og takket være nodetryk meget udbredt. Fransk-flamske komponister fortsatte med at udvikle genren, men efter ca. 1570 blev italienske komponister førende.

Disse udøvede indflydelse på engelske komponister, da madrigalen på engelsk oplevede en frodig og glansfuld opblomstring 1590-1630. Samtidig blev den enstemmige sang med lutakkompagnement (ayre) meget populær. Madrigalen (til italienske tekster) blev også dyrket af danske komponister, som omkring 1600 blev udsendt af Christian 4. for at studere i Venedig.

Instrumenter blev ofte brugt som erstatning for sangstemmer, og en del instrumentalmusik efterligner vokale modeller (fx canzona), men i 1500-t. udvikledes instrumentalmusik for orgel og cembalo og for blandet ensemble (broken consort), bl.a. i genrer som toccata, sonate, fantasi, variationer og dansesatser (suite).

Kirkemusikken i Venedig havde særlige traditioner. Mens den i pavens Sixtinske Kapel i Vatikanet blev opført rent vokalt (a capella), udviste megen musik i det venetianske område, først og fremmest i Markuskirken, et andet klangligt ideal, hvor orgler og andre instrumenter indgik sammen med koret, som kunne være delt i to eller flere kor og fordelt rundt i kirkerummet (flerkorsteknik).

Claudio Monteverdi skelnede (1605) mellem to ligeberettigede stilarter, som han kaldte prima prattica og seconda prattica. Med første praksis henviste han til den klassiske polyfone, fransk-flamsk funderede stil, som Palestrina havde fuldendt, mens han selv og andre moderne komponister ofte følte sig foranledigede til at tage en anden praksis, som var baseret på andre forudsætninger, i brug.

Forskellen var, hævdede han, at musikken i den første praksis var dominerende over teksten, mens musikken i den anden praksis (med Platon som autoritet) var til for at tjene teksten, som er musikkens "herskerinde". Dette var et resultat af humanistiske studier, som optog mange i slutningen af 1500-t., bl.a. Camerata-gruppen i Firenze, og som førte til idéen om, at antikkens virkningsfulde sang var enstemmig (monodia), og at tragedierne blev sunget helt igennem. Disse opfattelser kom bl.a. til udtryk i en ny genre, opera. Med det syn på musik, der ligger bag denne, bevægede musikken sig ind i barokken.

Læs om renæssancen i øvrigt.