• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

toccata

Oprindelig forfatter THjJ Seneste forfatter Redaktionen

toccata, som regel frit formet, ofte virtuost musikstykke, der almindeligvis er skrevet for tasteinstrument. Betegnelsen er anvendt siden slutningen af 1500-tallet, men tidligere var toccatastilen ofte repræsenteret blandt stykker med andre benævnelser, især præludium.

Ordet toccata kommer af italiensk toccare 'berøre, slå'.

Med Jan Pieterszoon Sweelinck og Girolamo Frescobaldi udviklede toccataen sig til en længerevarende og rytmisk kompleks sats med kontrasterende afsnit; Johann Sebastian Bachs toccataer for cembalo og orgel er monumentale værker, der sammenstiller afsnit af fri, rapsodisk karakter med strengt polyfone afsnit.

I Wienerklassikken anvendtes genren sjældent, men den blev taget op i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet af bl.a. Claude Debussy og Maurice Ravel.

Annonce

En særstilling indtager Claudio Monteverdis orkesterforspil til L'Orfeo (1607), hvor betegnelsen toccata i sin ældre betydning refererer til høvisk musik for trompeter og pauker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Hjort Jensen: toccata i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172697