Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

middelalderen - musik

Oprindelig forfatter FEH Seneste forfatter Redaktionen

Middelalder. I Hellig Tre Kongers Kapel i Roskilde Domkirke ses på kalkmalerierne fra 1460'erne forskellige musikinstrumenter, der var almindeligt kendt i middelalderen. Narren tv., der symboliserer spotten, spiller på enhåndsfløjte og tromme, mens de tre engle, sindbilleder på tilbedelsen, er vist med hhv. S-formet basun, lut og harpe.

Middelalder. I Hellig Tre Kongers Kapel i Roskilde Domkirke ses på kalkmalerierne fra 1460'erne forskellige musikinstrumenter, der var almindeligt kendt i middelalderen. Narren tv., der symboliserer spotten, spiller på enhåndsfløjte og tromme, mens de tre engle, sindbilleder på tilbedelsen, er vist med hhv. S-formet basun, lut og harpe.

Ud fra en musikhistorisk synsvinkel er det ikke oplagt at sætte middelalderens begyndelse ved Romerrigets opløsning, idet dette tidspunkt ikke markerer noget væsentligt i musikkens udvikling.

Musikalsk falder det dybeste periodeindsnit i karolingertiden under Pippin 3. den Lille og Karl den Store. Det var i karolingertiden, at den gregorianske sang, således som den siden hen er overleveret i hundredvis af afskrifter og afskrifters afskrifter, blev til og skabte det uomtvisteligt vigtigste grundlag for den vestlige musiks udvikling.

Formelt kan årstallet for Pippin den Lilles kroning i 752 med god mening sættes som den musikalske middelalders begyndelse. Dens slutning, eller den tidlige renæssances begyndelse, sættes traditionelt til 1400 med komponistgenerationen omkring Guillaume Dufay. Der er imidlertid meget, der taler for at inkludere ars nova-tiden (1320-1420) i renæssancen, hvorved middelalderens musikalske slutning falder kort efter 1300.

Annonce

Det personlige ejendomsforhold til kompositionerne spiller ingen væsentlig rolle i middelalderen. Man kender således kun ophavsmanden til uhyre få kompositioner. Det kollektive ejendomsforhold kommer også til udtryk i, at komponisterne frit byggede på andres stykker. Det er veldokumenteret, at motetten i 1200-t. var allemandseje. Man kunne overtage en eksisterende motet og erstatte en af stemmerne med en anden, man kunne tilføje en ekstra stemme eller lægge en ny tekst under en foreliggende stemme osv.

Såvel det melodiske som det rytmiske var præget af typer snarere end af individuel kunstnerisk udformning. På det melodiske område finder man fx i den gregorianske sang en udstrakt brug af faste melodiske vendinger, bl.a. inden for repertoiret af salmodiformler.

På det rytmiske område kommer det til udtryk i, at man først med ars nova-notationens opfindelse ved Philippe de Vitry ca. 1320 overhovedet blev i stand til at notere helt individuelle rytmer. I den gregorianske sang, der ikke indeholder rytmiske informationer, består rytmen af stort set lige lange toner, der vel har været udsmykket på forskellig vis, men ikke er fremtrådt i, hvad vi ville kalde rytmiske strukturer.

Den første notation, der indeholder rytmisk information, er 1200-t.s modalnotation, som er baseret på seks faste rytmiske mønstre, kaldet modi, der gentages og gentages, normalt gennem en hel sats.

De første århundreder af den musikalske middelalder er domineret af den enstemmige gregorianske sang. Skønt det må anses for givet, at der i karolingertiden har været praktiseret flerstemmighed, både inden for den kirkelige og den verdslige musik, er overleveringen meget sporadisk, og først fra slutningen af 1100-t. flyder kilderne i større mængde og fremtræder i en notationsform, der er nogenlunde entydig.

Det betyder, at vi først fra dette tidspunkt kan danne os en mening om, hvorledes man i middelalderen håndterede det tredje centrale aspekt, harmonikken.

Det harmoniske havde ikke nogen fremtrædende plads i den musikalske bevidsthed. Bortset fra en regel om, at man de steder i musikken, som man i moderne sprogbrug vil kalde 1-slaget i hver takt, altid skulle lade overstemmerne danne intervallerne prim, oktav, kvart eller kvint, dvs. perfekt konsonans med understemmen (kaldet ténor), kunne melodierne udfolde sig omtrent, som de ville, uden hensyn til, om de dannede konsonans eller dissonans.

Inden for middelaldermusikkens udtryksmæssigt relativt snævre rammer kan der iagttages en fascinerende opfindsomhed og snilde i udformningen af den musikalske detalje, som ikke fører til stort anlagte, følelsesladede udtryks- og spændingsforløb, men til en djærv, prunkløs og varierende musik, der i flere henseender kan minde om visse af 1900-t.s musikalske udtryksformer. Se også aquitansk polyfoni, modalepoken, ars antiqua og ars nova.

Læs mere om middelalderen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Egeland Hansen: middelalderen - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125168