Polyfoni, betegnelse for flerstemmig musik, som har været anvendt siden renæssancen. Polyfoniens modsætning er monofonien, dvs. enstemmig musik, fx gregoriansk sang. Polyfon musik omfatter mindst to ligeberettigede stemmer, der tillige udviser betydelig selvstændighed i melodisk og rytmisk henseende. I praksis er de to begreber polyfoni og kontrapunktik synonyme (se kontrapunkt). Flerstemmig musik, i hvilken stemmerne er underordnet en melodi, som de ledsager, og derfor er mindre selvstændige, kaldes homofoni.

Faktaboks

Etymologi
Ordet polyfoni er dannet af poly- og græsk phone 'lyd, stemme'.

Ca. 800-1000 blev flerstemmigheden dyrket i form af tostemmig parallelsang, kaldet organum. Fra 1000-t. øgedes stemmernes selvstændighed ved løsrivelse fra parallel- og node-mod-node-bevægelsen, og friere udformninger udvikledes. At komponere polyfon musik var indtil omkring 1500 ensbetydende med at føje kontrapunktiske modstemmer til en foreliggende melodi, en cantus firmus, hvorefter imitationsteknikken blev udviklet (se fuga). Middelalderens og renæssancens kirketonale polyfoni kulminerede med fx Josquin des Prés', Orlando di Lassos og Palestrinas messer og motetter. Dens dur- og moltonale fortsættelse i baroktiden nåede et højdepunkt hos J.S. Bach, bl.a. Die Kunst der Fuge. Efter en periode med mindre betydning fik polyfonien fornyet aktualitet i 1900-t.s neoklassik og tolvtonemusik.

Polyfoni som litterært begreb er fremhævet og analyseret af den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig