Cantus firmus. Begyndelsen af en cantus firmus-sats fra 1200-t. Øverst det brudstykke af den enstemmige gregorianske melodi, påskegradualet Haec dies, som er satsens cantus firmus. I den tostemmige udsættelse er cantus firmus udlagt i rytmisk ensbyggede celler (markerede med ------), hvorover den tilkomponerede stemme udfolder sig i en frisk, dansepræget 6/8-rytme.

.

Cantus firmus, (lat. 'fast sang'), almindeligvis forkortet til c.f., er den middelalderlige betegnelse for den på forhånd eksisterende melodi (cantus prius factus), hvorover man komponerede en flerstemmig sats.

Cantus firmus var i begyndelsen altid en melodi fra det gregorianske repertoire; men i løbet af 1200-t. begyndte man også at anvende verdslige melodier som cantus firmus. Den stemme, som sang eller spillede cantus firmus, kaldte man tenor (udt. [teˈnɔɾ], afledt af latin tenere, 'at holde'). Den var frem til 1400-t. næsten altid underste stemme i satsen.

Messekompositioner og den delvis verdslige, delvis kirkelige motet var gennem hele middelalderen og den tidlige renæssance baseret på brug af cantus firmus. Der udvikledes en række forskellige teknikker til at regulere forholdet mellem cantus firmus og overstemmerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig