Cambiata, (ital., af cambiare 'veksle, skifte'), en dissonerende tone, som indgik i en særlig melodisk vending i renæssancens musik, fx hos Palestrina. Det specielle ved tonen er, at den forlades springvis og ikke, som normalt for en dissonans, trinvis. Efter cambiatatonen bevæger melodien sig derfor en terts ned efterfulgt af et sekundskridt opad.