Tema, inden for musikken en prægnant musikalsk idé, der som regel indleder en komposition, og som eventuelt i vekselvirkning med et eller flere andre temaer udgør dennes primære grundlag, ikke mindst med hensyn til udtryk og musikalsk materiale.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tema kommer af græsk thema 'det opstillede, det påståede', af tithenai 'anbringe'.

At afgrænse tema i forhold til de beslægtede begreber motiv (en fåtonig idé) og melodi (en musikalsk helmening som i arie, rondo eller tema med variationer) er næppe muligt. Tættest på motivet er fugatemaet og visse ledemotiver i det wagnerske musikdrama bestående af et eller to til tre motiver. Et tema i en sats i sonateform kan dannes ved motivgentagelsesteknik eller være en fuldt udfoldet melodi. Tema betegner også de nodeeksempler, der anvendes i tematiske fortegnelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig