Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

symfoni

Oprindelig forfatter PER Seneste forfatter Redaktionen

Carl Nielsen boede 1915-31 i Materialgården i Frederiksholms Kanal i København, hvor hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, havde overtaget kunstnerboligen med tilhørende atelierer. Her er dette udaterede fotografi formodentlig taget.

Carl Nielsen boede 1915-31 i Materialgården i Frederiksholms Kanal i København, hvor hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, havde overtaget kunstnerboligen med tilhørende atelierer. Her er dette udaterede fotografi formodentlig taget.

symfoni, siden 1730'erne betegnelsen for en flersatset komposition for orkester. I sidste halvdel af 1700-t. blev symfonien orkestermusikkens hovedgenre, en position, den siden har bevaret.

Før 1700 var symfoni en komposition, hvis virkning beroede på samspillet mellem vokale og instrumentale stemmer som i Giovanni Gabrielis motetsamling Sacræ Sinfoniæ (1597).

I løbet af 1600-t. blev sinfonia betegnelsen for en instrumental indledning til en opera, et oratorium eller en kantate. Med Alessandro Scarlatti blev den italienske sinfonia kort før 1700 en tresatset komposition for strygere, træblæsere, horn og generalbas med satsfølgen hurtig-langsom-hurtig.

Annonce

Da scenemusikkens instrumentale stykker også fandt anvendelse uden for teatrene, gav dette fra 1730'erne anledning til en støt voksende produktion af sinfonie til koncertbrug, og dermed var symfonigenren en realitet.

Ordet symfoni kommer af græsk symphonia 'harmoni, koncert', af syn- og afledning af phone 'lyd, klang'.

Sinfoniaens første sats viste tidligt i sit modulatoriske forløb konturerne af den såkaldte sonateform. Anden sats var ganske kort, arieagtig med fx træblæsersoli og i en anden toneart, mens finalen gerne byggede på en dansetype i tredelt takt, især menuet og gigue.

I overgangstiden mellem barok og klassik skrev flere komponister vægtige symfonier, bl.a. milaneseren Giovanni Battista Sammartini, wienere som Matthias Georg Monn og Georg Christoph Wagenseil, nordtyskeren Carl Philipp Emanuel Bach og den tjekkiskfødte Johann Stamitz, der virkede i Mannheim.

I Wien og Mannheim blev satsantallet udvidet til fire ved tilføjelsen af en menuet mellem den langsomme sats og finalen. Menuetten lå så at sige i luften: Dels indgik den jævnligt i sinfoniaen, dels forekom den i baroksuiten (jf. divertimento og serenade). Sinfoniaens rokokoprægede "galante stil" kendetegnedes ved sangbar melodik og enkel harmonik i elegant og virkningsfuld instrumentation. Omkring 1750 opstod en mere ekspressiv, dramatisk stil, en "følsom" stil, bl.a. hos de nævnte komponister, om end med særlig styrke hos Carl Philipp Emanuel Bach.

Udviklingen fra rokoko over følsom stil til klassik (fra omkring 1780) afspejles i 1700-t.s betydeligste symfoniker Joseph Haydns mere end 100 symfonier skrevet 1759-95. Med ham fik genren sin klassiske udformning. Særlig beundrede er hans 12 såkaldte Londonsymfonier (nr. 93-104).

Ludwig van Beethoven. Første side af partituret i en moderne udgave af et af komponistens kendteste værker, Symfoni nr. 5 i c-mol. Ved uropførelsen havde den nummer 6, mens den 6., Pastoralesymfonien, blev betegnet som nummer 5; ombytningen skete i forbindelse med udgivelsen af værkerne. I den berømte indledning til den 5. symfoni spiller strygerne, noteret nederst i partituret, sammen med to klarinetter, mens de øvrige blæseinstrumenter pauserer; i takt 7 træder to fagotter til.

Ludwig van Beethoven. Første side af partituret i en moderne udgave af et af komponistens kendteste værker, Symfoni nr. 5 i c-mol. Ved uropførelsen havde den nummer 6, mens den 6., Pastoralesymfonien, blev betegnet som nummer 5; ombytningen skete i forbindelse med udgivelsen af værkerne. I den berømte indledning til den 5. symfoni spiller strygerne, noteret nederst i partituret, sammen med to klarinetter, mens de øvrige blæseinstrumenter pauserer; i takt 7 træder to fagotter til.

Wolfgang Amadeus Mozart orienterede sig, ligesom Johann Christian Bach, først mod italienske forbilleder, senere mod franske og tyske, men fulgte endelig mht. indhold og omfang den modne Haydn i sine seks sidste symfonier (1782-88). Et højdepunkt i genrens historie udgør nr. 39-41 fra 1788.

Med Ludwig van Beethoven øgedes spilletiden fra ca. en halv time til det dobbelte eller mere. Haydns lejlighedsvise brug af en scherzo i stedet for menuetten fulgte Beethoven næsten konsekvent i sine ni symfonier, skrevet i tidsrummet 1799-1824. Med Beethoven fik symfonien, inspireret af revolutionstidens idealer, en humant forkyndende dimension; fx findes "gennem kamp til sejr"-motivet både i nr. 5 (1808) og nr. 9 (1824), hvis finale i tonesætningen af Friedrich Schillers digt An die Freude for første gang i en symfoni inddrager sangsolister og kor. Det er karakteristisk, at 3. symfoni, Eroica (1805), oprindelig var tilegnet Napoléon Bonaparte.

Efter Beethoven fulgte symfonien to spor: dels et klassisk orienteret og absolut-musikalsk hos komponister som Franz Schubert (otte symfonier), Mendelssohn (fem), Robert Schumann (fire), Anton Bruckner (ni), Johannes Brahms (fire), Peter Tjajkovskij (seks) og Antonín Dvořák (ni), dels et mere uortodokst og programmusikalsk med bl.a. Hector Berlioz' Symphonie fantastique, den "dramatiske symfoni"Romeo og Julie med sangsolister og kor og Franz LisztsFaustsymfoni som de betydeligste.

Senromantikeren Gustav Mahler sammenfattede i sine ti symfonier, der omfatter fra to til syv satser, alle hidtidige tendenser i stort dimensionerede synteser af genrerne symfoni og lied.

I 1900-t. fandtes symfonikerne især blandt mere traditionelt eller neoklassisk orienterede komponister som Jean Sibelius (syv symfonier), Carl Nielsen (seks), Ralph Vaughan Williams (ni), Sergej Prokofjev (syv), Dmitrij Sjostakovitj (15), Arthur Honegger (fem), Igor Stravinskij (fire), Paul Hindemith (fem) og Vagn Holmboe (12).

Også nyere komponister har skrevet symfonier, fx Witold Lutosławski (fire), Luciano Berio (Sinfonia), Alfred Schnittke (ni), Hans Werner Henze (otte), Peter Maxwell Davies (fire), Krysztof Penderecki (fem), Per Nørgård (seks) og Ib Nørholm (ti).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Erland Rasmussen: symfoni i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168232