suite (musikbegreb)

Suite, sammenhængende række af noget, fx rum eller kunstværker. Inden for musik anvendes betegnelsen om en genre, der beror på sammenstilling af dansesatser eller karakterstykker eller begge dele, indtil ca. 1800 i samme toneart; satsformen er ofte todelt.

Suiten går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet, om end betegnelsen først blev gængs efter 1675. Dens blomstringstid var 1600- og 1700-tallet, en periode præget af terminologiske uklarheder.

Af senmiddelalderens og renæssancens dansepar pavane-gaillarde, passamezzo-saltarello og Tanz-Nachtanz, der på hhv. fransk, italiensk og tysk betegner en rolig skridtdans efterfulgt af en hurtig springdans (se urpar), og af forskellige andre, længere satsfølger udvikledes den "klassiske" suite. Denne kan dateres til ca. 1630, da sarabande (S) føjedes til danseparret allemande-courante (A, C); i midten af 1600-t. kom gigue (G) til, først som næstsidste sats (A-C-G-S som fx hos Froberger), senere som sidste sats (A-C-S-G).

Suiten udvikledes først og fremmest i Frankrig, og meget tyder på, at de fleste fornyelser fandt sted inden for lutmusikken, hvorfra de bredte sig til cembaloet og til ensembler, men på intet tidspunkt fastlagdes formen entydigt.

Hos Johann Sebastian Bach, der i sine suiter for cembalo (seks franske, seks engelske suiter og seks partitaer) tog afsæt hos forgængere som Froberger, Kuhnau, Buxtehude og Georg Böhm, ses satsfølgen A-C-S-G, i de engelske suiter og partitaerne indledt med et præludium.

Bach anbragte modedanse (som fx bourrée, gavotte og menuet) mellem sarabande og gigue og fulgte desuden den skik at indskyde figuralvariationer, doubles.

Hos François Couperin, der benævnede sine suiter ordres, tilsløredes formen pga. et til tider stort antal fantasifuldt betitlede karakterstykker, som det var fransk sædvane. Dansesatser uden betegnelser forekom, ligesom karakterstykker kunne være danse.

Vigtigst blandt baroktidens øvrige suitetyper var den franske orkestersuite, i visse tilfælde kaldt ouverture, og den italienske kammersonate, sonata da camera.

Ouverturen bestod af en "fransk" opera- eller balletouverture efterfulgt af frit sammenstillede danse fra en opera eller en ballet. Skaberen af denne type var J.-B. Lully, der fik talrige efterfølgere, bl.a. Händel (fx Water Music), Bach (fire ouverturer) og Telemann (Wassermusik). Sonata da camera var skrevet for trio- eller solosonatebesætning og fik sin klassiske udformning hos Arcangelo Corelli op mod 1700.

Træk fra barokken overlevede i klassikkens divertimento med som regel to menuetter. I 1800- og 1900-tallet bestod de fleste suiter af satser fra sceniske værker, fx Bizets Arlésienne-suite, Griegs Peer Gynt-suiter, Tjajkovskijs balletsuiter (fx Nøddeknækkeren), Stravinskijs Petrusjkasuite og Prokofjevs Romeo og Julie-suiter.

Rene koncertsuiter er så indbyrdes forskellige værker som Griegs Fra Holbergs tid for strygeorkester, Carl Nielsens Symfonisk suite for klaver, Ravels Le Tombeau de Couperin for klaver og for orkester, Schönbergs Suite for klaver op. 24 og Alban Bergs Lyrisk Suite for strygekvartet.