Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sonateform

Oprindelig forfatter PER Seneste forfatter Redaktionen

sonateform, musikalsk betegnelse med to betydninger:

1. den cykliske form i flere satser, som regel tre eller fire, der kendetegner sonate, symfoni, strygekvartet osv.

2. den satsform, hvis hjemsted især er første sats i sonate, symfoni, strygekvartet og anden kammermusik; den kan dog også optræde i alle satser i et værk, fx Mozarts strygekvartet G-dur K 387, og i ensatsede værker som ouverture og symfonisk digt. Betegnelsen sonateform blev indført af musikforskeren A.B. Marx, der som en af de første gav en - ikke helt præcis - beskrivelse af den (1837-47).

Annonce

Sonateformen blev udviklet i senbarokken og førklassikken (ca. 1725-ca. 1775), tidligst i den italienske operaouverture, sinfoniaen. Udgangspunkt var baroksuitens dansesatser, hvis to repeterede dele var bygget op over et fast modulatorisk forløb: |:Tonika(T)-Dominant(D):|:D-T:| (i dur- og molsatser) samt |:T-Tonikaparallel(Tp):|:Tp-T:| (i visse molsatser).

I sonateformen blev dette mønster udvidet og omformet, i første afsnit med en understregning af kontrasten mellem satsdelens to tonale planer, der hver for sig kan rumme et eller flere temaer, fx et hoved- og et sidetema, eller i stedet for temaer rytmisk-harmonisk-motiviske forløb som fx begyndelsen af Joseph Haydns Afskedssymfoni, i andet afsnit med udstrakte modulationer og indføjelse af en reprise, dvs. en modificeret gentagelse af det første afsnit som afsluttende tonika-del.

I fuldt udbygget form, bl.a. hos Haydn, Mozart og Beethoven, består sonateformen af fire afsnit: ekspositionsdelen, hvori det tematiske (motiviske) stof præsenteres, modulations- eller gennemføringsdelen, i hvilken det bearbejdes, ofte under dramatisk moduleren, reprisen, der er den modificerede gentagelse af ekspositionsdelen, og som genetablerer og fastholder hovedtonearten, og en kortere eller længere koda, der udgør satsens slutning. Varianter opstår fx ved udeladelse af gennemføringsdelen (bl.a. i ouverturen til Mozarts Figaros bryllup) eller ved kodaens udformning som en ny gennemføringsdel (bl.a. i Beethovens Waldsteinsonate).

Sonateformen har desuden kunnet optage elementer fra andre formtyper, fx rondo, ligesom den i solokoncertens første sats har en særlig udformning. Hos de romantiske komponister ændredes sonateformen på forskellige måder; bl.a. omfatter Anton Bruckners ekspositionsdele i symfonierne ikke to, men tre kontrasterende temagrupper. Også 1900-tallets komponister har anvendt sonateformen, fx 2. sats af Béla BartóksMusik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Erland Rasmussen: sonateform i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162325