Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sonate

Oprindelig forfatter PER Seneste forfatter Redaktionen

sonate, siden 1500-t. en instrumental komposition eller sats, jf. kantate. Udviklingen af rent instrumentale genrer begyndte med renæssancens vokal-instrumentale dobbeltpraksis (betegnet da cantare o sonare, dvs. til at synge eller spille), instrumentale efterligninger af vokale genrer, fx canzona da sonar, og med udviklingen af specifikke instrumentalformer som toccata og sonata. Betegnelsen sonate brugtes længe om instrumentale indledninger eller mellemspil i kantater, oratorier o.l.

Ordet sonate kommer via tysk fra italiensk sonata, femininum af sonato, perf.part. af suonare 'afgive lyd, klinge'.

Udviklingen af baroksonaten (fra ca. 1610) foregik ad to spor: sonata da chiesa (kirkesonate), der også anvendtes til verdslige formål, og sonata da camera (kammersonate), der udelukkende havde plads i det verdslige. Begge benyttede små besætninger: violin eller et andet instrument og generalbas (solosonate) eller to violiner og generalbas (triosonate). Disse to typer fik deres klassiske udformning ca. 1680-1700 i Arcangelo Corellis trio- og solosonater op. 1-5 med den delvist polyfone kirkesonate i fire satser (langsom-hurtig-langsom-hurtig) og kammersonaten med dansesatser. Tidlige sonater for soloinstrument var Johann Kuhnaus cembalosonater (1690'erne) og Bachs sonater for violin solo (ca. 1720). I midten af 1700-t. skrev Domenico Scarlatti sine 555 ensatsede sonater for cembalo.

I 1700-t. skete en gradvis udviskning af forskellene mellem kirke- og kammersonate, ligesom antallet af satser varierede, indtil den tresatsede følge hurtig-langsom-hurtig blev knæsat i klassikkens sonater, der især blev skrevet for soloklaver og for violin, fløjte eller cello og klaver. Kort efter 1750 ophørte generalbaspraksisen, og hammerklaveret afløste cembaloet. Sonater for større besætninger blev almindelige, men gik under andre betegnelser, fx symfoni og strygekvartet, og var som regel ikke i tre, men fire satser (hurtig-langsom-menuet eller scherzo-hurtig). Betydelige sonatekomponister i klassikken var Haydn (ca. 60 klaversonater), Mozart (19 klaver- og 36 violinsonater) og Beethoven (32 klaver-, 10 violin- og tre cellosonater). Den såkaldte sonateform lå til grund for første sats. Den langsomme sats var to- eller tredelt, en variationsrække eller i sonateform, mens finalen enten var i rondo-, sonate- eller variationsform.

Annonce

Efter ca. 1800 blev sonaten ofte firesatset ved afsmitning fra symfoni og strygekvartet og med menuet eller scherzo som ekstra mellemsats. I romantikken videreførte bl.a. Schubert, Mendelssohn, Chopin, Schumann og Brahms klassikkens sonate.

1900-t.s sonatekomponister skal især findes blandt neoklassikere som Prokofjev og Niels Viggo Bentzon; men også Pierre Boulez har skrevet betydelige sonater.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Erland Rasmussen: sonate i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162324