Rondo, (ital., af fr. rondeau), siden barokken en musikalsk formtype, som indledes og afsluttes med en ritornel (fr. refrain), der tillige forekommer undervejs, hver gang i samme toneart. Mellem ritornellerne høres kontrasterende mellemspil (episoder, couplets) i andre tonearter. Skematisk udtrykt er rondoens form ABACAD ... A. Rondoer af denne type indgår ofte i barokkens suiter og som finalesats i klassikken og romantikken. Den modulerende rondo er kendetegnet ved, at kun første og sidste ritornel står i hovedtonearten, mens de mellemliggende transponeres til andre tonearter. Denne type blev efter 1700 udviklet af Vivaldi, hos hvem den spiller en fremtrædende rolle, især i koncerternes hurtige ydersatser. Wienerklassikerne forbandt rondo og sonateform i den såkaldte sonaterondo, hvori første episode forekommer to gange: ABACABA. Se også den middelalderlige omkvædsform rondeau.