• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rondo

Oprindelig forfatter PER Seneste forfatter Redaktionen

rondo, (ital., af fr. rondeau), siden barokken en musikalsk formtype, som indledes og afsluttes med en ritornel (fr. refrain), der tillige forekommer undervejs, hver gang i samme toneart. Mellem ritornellerne høres kontrasterende mellemspil (episoder, couplets) i andre tonearter. Skematisk udtrykt er rondoens form ABACAD ... A. Rondoer af denne type indgår ofte i barokkens suiter og som finalesats i klassikken og romantikken. Den modulerende rondo er kendetegnet ved, at kun første og sidste ritornel står i hovedtonearten, mens de mellemliggende transponeres til andre tonearter. Denne type blev efter 1700 udviklet af Vivaldi, hos hvem den spiller en fremtrædende rolle, især i koncerternes hurtige ydersatser. Wienerklassikerne forbandt rondo og sonateform i den såkaldte sonaterondo, hvori første episode forekommer to gange: ABACABA. Se også den middelalderlige omkvædsform rondeau.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Erland Rasmussen: rondo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152505