Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kvindelige komponister

Oprindelig forfatter LAJ Seneste forfatter Redaktionen

Clara Schumann.

Clara Schumann.

Historisk set er kun få kvinder blevet kendt som komponister; af samme årsag har man betragtet kvindelige komponister som en særlig gruppe. Som led i en bredere bestræbelse på at undersøge kvindernes placering i kulturhistorien vandt den musikhistoriske kvindeforskning frem i 1970'erne. Den har draget mange kvindelige komponister frem af glemslen og gjort dem til genstand for studier, udgivelser og opførelser. Forskningen har gjort det tydeligt, at kvinders musikudøvelse har varieret meget til forskellige tider, hvilket også har præget deres betingelser for at skabe musik.

Kvinders musikudøvelse i antikken er dokumenteret gennem bl.a. græske vasemalerier, men de nærmere omstændigheder er ukendte; noget tilsvarende gælder for musikudøvelsen i de første kristne århundreder. Af den byzantinske nonne Kasia (f. 810) er der bevaret en række hymner, der er noteret med neumer og indgik i den græske ortodokse kirkes påskeliturgi. Den tidligste kvinde, som man har overleveret et større nodemateriale fra, er den tyske abbedisse Hildegard af Bingen, som i 1100-t. komponerede et allegorisk musikdrama, Ordo virtutum, og et større antal sekvenser, responsorier og hymner. Hovedparten har tekster af hende selv og afspejler hendes profetiske visioner om menneskets samhørighed med Universet.

Blandt de kvindelige trubadurer og trouvèrer (trobairitz), der i 1100- og 1200-t. satte musik til den høviske digtning, kan nævnes den provencalske grevinde Beatrice de Dia (ca. 1160-1212), hvis digte i flere tilfælde er overleveret med hendes egne melodier.

Annonce

Kvindelige komponister i Danmark: udvalg
  • Maria Theresia Ahlefeldt (født prinsesse af Thurn und Taxis), 1755-1810
  • Emma Hartmann (født Zinn), 1807-51
  • Cora Petersen (født Nyegaard), 1812-91
  • Caroline Recke-Madsen (født Lumbye), 1833-1901
  • Johanne Fenger, 1839-1913
  • Sigrid Henriette Wiencke (født Stadfeldt), 1819-1907
  • Nanna Liebmann (født Lehmann), 1849-1935
  • Tekla Griebel Wandall (født Griebel), 1865-1940
  • Hilda Sehested, 1858-1936
  • Nancy Dalberg (født Hansen), 1881-1949
  • Benna Moe, 1897-1983
  • Irene Osiander, 1903-80
  • Else Marie Pade, 1924-2016
  • Gudrun Lund, f. 1930
  • Birgitte Alsted, f. 1942
  • Helle Norup, f. 1947
  • Hanne Rømer, f. 1949
  • Anne Linnet, f. 1953
  • Christina Wagner Engberg (født Wagner Smitt), f. 1960
  • Eva Noer Kondrup, f. 1964

Mens kvinder i senmiddelalderen ikke havde adgang til katedralernes højtudviklede musikundervisning og derfor næppe bidrog til repertoiret, tilbød klostrene dem anderledes gunstige muligheder for studium og udnyttelse af deres musikalske evner. Således var den første kvinde, der fik publiceret en komposition, den spanske nonne Gracia Baptista, af hvem en udsættelse for orgel af en hymne blev udgivet i 1557.

I anden halvdel af 1500-t. forandredes det musikalske verdensbillede, og med fremkomsten af vokale genrer som madrigal og opera ved de norditalienske fyrstehoffer opstod et behov for kvindelige sangere. Samtidig begyndte kvindelige komponister at træde frem fra anonymitetens rækker. Maddalena Casulana (ca. 1540-83) var med udgivelsen af fire madrigaler i 1566 formentlig den første kvinde, som fik trykt verdslig vokalmusik. Fra de følgende årtier kan nævnes Francesca Caccini (1587- ca. 1640) og Barbara Strozzi (1620- ca. 1664), som begge komponerede større mængder vokalmusik i datidens væsentligste genrer. Tilsvarende produktiv var nonnen Isabella Leonarda (ca. 1620-1704), som foruden en række messer og motetter komponerede og udgav triosonater for violin og basso continuo.

Med udbredelsen af musik i trykt form og med udviklingen af et offentligt koncertliv i de fleste europæiske lande opstod der i løbet af 1700-t. et nyt musikalsk marked for kvindelige komponister, som dog fortrinsvis komponerede i de mindre, instrumentale genrer for tasteinstrument, harpe og kammerensemble. Særlig bemærkelsesværdig er den franske Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre (1664-1729), der allerede som barn blev kendt som en dygtig improvisator på orgel og opnåede Ludvig 14.s protektion. Mens hun endnu virkede i tilknytning til hoffet, komponerede hun en opera og en ballet, men senere skabte hun musik i mere intime genrer, der rettede sig mod salonmusikalsk opførelse, bl.a. suiter for clavecin, solosonater for violin og kantater for soli, kor og instrumentalensemble, hvoraf nogle blev publiceret som de tidligste i denne genre i Frankrig.

Trods det voksende omfang af kvinders medvirken ved musikopførelser optrådte de oftest som instrumentalsolister og sangere, og som komponister bidrog de sjældent til repertoiret af symfonier og koncerter. Blandt Wolfgang Amadeus Mozarts samtidige må dog nævnes to østrigske kvinder, Marianne Martinez (1744-1812) og Maria Theresia von Paradis, der begge komponerede klaverkoncerter og vokalværker for solister, kor og orkester.

Den klaverledsagede solosang udvikledes i Tyskland i slutningen af 1700-t. og havde som nogle af sine tidligste repræsentanter Juliane Reichardt (1752-1783) og Corona Schröter (1752-1802), der begge komponerede i den såkaldte "følsomme" stil. I det følgende århundrede kom sang- og musikundervisningen til at indgå med stor vægt i den kvindelige dannelse, og mange kvinder gjorde sig bemærket som sangkomponister i 1800-t.

Særlig kendte er to tyske kvinder, Fanny Cäcilie Hensel og Clara Schumann, der begge komponerede såvel sange som instrumentalmusik i større former. Clara Schumann var tillige en af tidens højst berømmede koncertpianister i Europa.

I Frankrig komponerede Louise Farrenc (1804-75) i de fleste genrer, hvoraf især hendes kammermusik og klavermusik blev publiceret og hyppigt opført. Hendes musik blev dog mødt med kritik i Tyskland, hvor man nærede fordomme over for kvindelige komponister, og hvor også den musikalsk begavede Louise Adolpha Le Beau (1850-1927) havde problemer med at få opført sine større værker.

Den engelske komponist Ethel Smyth, som gjorde oprør mod sit victorianske opvækstmiljø og fik gennemtrumfet en uddannelse ved musikkonservatoriet i Leipzig, repræsenterede en ny selvbevidst generation af kvindelige komponister ved indgangen til 1900-t. Hendes operaer blev opført ved flere teatre i Storbritannien, Tyskland og USA, og hun stillede sig i den militante engelske kvindebevægelses tjeneste. Hendes amerikanske samtidige Amy Beach (1867-1944) blev især kendt for at komponere musik til forskellige nationale begivenheder og benyttede sig hyppigt af folkemusikalske elementer.

Den sociale og politiske frigørelse af kvinder banede vej for nye kreative muligheder i 1900-t., og kvindelige komponister har sat deres præg på eller ladet sig præge af alle nyere musikalske strømninger, fra impressionisten Lili Boulanger og neoklassicisten Germaine Tailleferre over modernisten Ruth Crawford Seeger (1901-53) og elektronmusikkomponisten Else Marie Pade til de yngre eksperimenterende Nicola LeFanu (f. 1947), Judith Weir (f. 1954) og Kaija Saariaho.

Fremtrædende er ikke mindst den russiskfødte Sofia Gubajdulina, der i sin musik arbejder med såvel folkemusikalske træk af østlig, vestlig og muslimsk herkomst som med kunstmusikkens strengeste kompositionsprincipper, og den amerikanske performancekunstner Laurie Anderson, som arbejder i spændingsfeltet mellem improviseret musik, kompositionsmusik og tilgrænsende kunstarter.

Fokus på de kvindelige komponister har skærpet opmærksomheden om, at den kønsspecifikke socialisering har haft stor betydning for, hvordan kunst er blevet til, udbredt og overleveret. Kvinders musik er som regel blevet skabt i klostre frem for i katedraler, opført i saloner frem for i koncertsale, og er oftere blevet udgivet, når den faldt inden for de mindre former, der var nemme at finde afsætning for på markedet, end når den krævede et større opførelsesapparat og derved var økonomisk risikabel.

Om kategorien kvindelig komponist føles meningsfuld for dem, der komponerer i nutiden, må være et anliggende for den enkelte at svare på. Men fokus på fortidens kvindelige komponister kan give anledning til, at man kan se med nye øjne på forholdet mellem kunstnerisk produktion, samfundsudvikling og individuel udfoldelse.

Se også komposition.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lisbeth Ahlgren Jensen: kvindelige komponister i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108721