Gigue, (fr., vist fra eng. jig, måske beslægtet med gige), livlig dans i seksdelt takt, oprindelig fra De Britiske Øer. Gigue havde et pantomimisk indhold, som i 1600-t. udviklede sig til en burlesk komedie. Under Ludvig 14. blev den introduceret i den franske hofdans, ofte som damesolo. Musikken falder i to dele i uregelmæssige fraser og ofte fugeret. Parallelt optrådte en italiensk instrumentalform, ligeledes benævnt gigue (fra det italienske strygeinstrument giga eller gige), i 12/8-takt, meget hurtig, homofon og i regelmæssige perioder. I suiten indgår gigue ofte som sidste sats. Gigue danses endnu i Irland og Skotland, hvor den kaldes jig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.