Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

elektronisk musik

Oprindelig forfatter IFrou Seneste forfatter Redaktionen

Elektronisk musik kan i modsætning til instrumental- og vokalmusik ikke noteres med traditionelle nodetegn; derfor udarbejdes undertiden en grafisk repræsentation, efter at værket er produceret. Et afsnit fra György Ligetis Artikulation (1958) blev fx gengivet på denne måde af Rainer Wehringer 12 år efter produktionen.

Elektronisk musik kan i modsætning til instrumental- og vokalmusik ikke noteres med traditionelle nodetegn; derfor udarbejdes undertiden en grafisk repræsentation, efter at værket er produceret. Et afsnit fra György Ligetis Artikulation (1958) blev fx gengivet på denne måde af Rainer Wehringer 12 år efter produktionen.

elektronisk musik, egl. elektroakustisk musik; musik, der er skabt og udbredes ad elektronisk vej, dvs. via højtalere. Dens forudsætninger er forsøg fra begyndelsen af 1900-t. med elektroniske instrumenter og senere forsøg med manipuleret afspilning af grammofonplader. Efter 2. Verdenskrig fremkom to forskellige grundlæggende æstetiske retninger. I Paris opstod musique concrète (konkret musik) i den franske radios studie, ledet af Pierre Schaeffer; grundlaget var bearbejdning af konkrete lyde, fx tog, kasseroller og musikinstrumenter. I Köln opstod i begyndelsen af 1950'erne elektronische Musik optaget på lydbånd i Westdeutscher Rundfunks studie, ledet af Herbert Eimert; udgangspunktet var kontrollen over kunstigt frembragte lyde. Med Karlheinz Stockhausens Gesang der Jünglinge for firekanals lydbånd (1956) blev de stejle fronter mellem de to retninger udvisket. Stockhausen udviklede endvidere teknikker, hvormed akustiske musikinstrumenter kunne bearbejdes elektronisk ("live electronics"), fx i værket Mantra (1970). I løbet af 1960'erne oprettedes en række elektro-akustiske studier i Europa og USA. Den elektroniske musik betragtes som en del af begrebet computermusik og er delvis videreført i en særlig æstetisk retning kaldet musique acousmatique, 'musik, der alene er hørt' (efter Pythagoras, der efter sigende underviste siddende bag et forhæng for ikke at distrahere sine studerende). Her er lydenes oprindelse "gemt" bag den elektroniske forarbejdning.

Indtil midten af 1980'erne anvendtes betegnelsen elektronisk musik om en række forskellige æstetiske retninger, fx lydcollage og udtryksformer inden for modernisme og avantgarde. Siden de tidligste, monofoniske radioudsendelser er der på fremførelsessiden udviklet multikanals højtalersystemer (fx projektet Acousmonium i Paris, som består af 24-60 højtalere), og på produktionssiden arbejdes på en stadig finere grad af simulering af et virtuelt rum, som musikken udspilles i. Bestræbelsen mod stadig højere lydkvalitet har omkring 2000 fået en modpol i en low fidelity-æstetik, som bevidst undgår de digitale medier og udelukkende opererer med ældre medier som grammofonplader og kassettebåndoptagere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ivar Frounberg: elektronisk musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69774