Sekvens er betegnelsen for en liturgisk sang, der efterfulgte halleluja (se jubilus) i den romerskkatolske messe. Genren opstod i 800-tallet, og sangene var som regel formet som en kæde af kortere eller længere tekstled, der parvis fremførtes på samme melodi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet sekvens kommer af latin sequentia, afledning af sequens, præs.part. af sequi 'følge efter'.

I middelalderen blev sekvenserne omdannet til strofiske og rimede digte med karakter af hymner, og de udgjorde en næsten fast del af messen. Tillige med troperne forsvandt størstedelen af sekvenserne dog som følge af liturgireformen i 1570. Bevaret blev sekvenserne til påske, Victimae paschali laudes, og til pinse, Veni Sancte Spiritus, der begge stadig er obligatoriske.

Efter reformen i 1970 er Lauda Sion og Stabat Mater (indført i 1727) valgfrie. Desuden er requiemmessens Dies irae bortfaldet og optræder kun som hymne i tidebønnerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig