Ortodoks kirkemusik, Østkirkens enstemmige musik med udgangspunkt i liturgierne i Antiochia, Alexandria og Byzans (se byzantinsk musik). Den ortodokse kirkemusik er rent vokal i overensstemmelse med en tradition, der stammer fra oldtiden, da brugen af instrumenter blev betragtet som udtryk for hedenskab. Den ortodokse liturgi, den guddommelige liturgi (se messe), lægger stor vægt på hymner, der synges både mellem læsningerne og under processionerne igennem portene i ikonostasen; hertil hører det lille indtog, hvor evangeliebogen bæres ind, og det store indtog med frembærelsen af offergaverne. Flerstemmige, ligeledes rent vokale udsættelser af Johannes Chrysostomos-liturgien og af den ortodokse vesper inden for den russisk-ortodokse tradition skyldes bl.a. Peter Tjajkovskij og Sergej Rakhmaninov.