Halleluja er et udråbsord anvendt mange steder i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente; oprindelig var det den jødiske menigheds højtidelige akklamation som svar på den solistiske salmesang.

Faktaboks

Etymologi

Ordet halleluja er hebraisk 'lad os prise Jahve'.

Også kendt som

alleluja, alleluia

I oldkirken var halleluja forbeholdt påskesøndag, men fra omkring 600 blev det sunget hele året som et fast led efter anden læsning, dvs. inden evangeliet; en undtagelse udgør fastetiden, hvor det erstattes af tractus.

Det gregorianske halleluja indledes med en forholdsvis kort melodi intoneret af kantoren og gentaget af koret; melodien munder ud i jubilus, en smukt koloreret melisme på slutvokalen a (se sekvens); derpå følger verset, og halleluja gentages. I påsketiden har gradualet samme udformning med ordet halleluja som antifon. Uden for messen findes halleluja bl.a. som antifon i visse tidebønner.

Ordene i det berømte Halleluja-kor i Händels oratorium Messias (1742) stammer fra Johannes' Åbenbaring, 19,6.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig