Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gregoriansk sang

Oprindelige forfattere PRy og RToen Seneste forfatter sthornval

gregoriansk sang, den romersk-katolske kirkes enstemmige liturgiske koral. Sangen er opkaldt efter pave Gregor 1. den Store (død 604), som i middelalderen fejlagtigt blev antaget at være ophavsmand til melodistoffet. Dette er dog væsentlig yngre, måske opstået fra 800-t. som følge af en gensidig påvirkning af to ældre "dialekter" inden for den enstemmige koral, den gammelromerske og den gallikanske (se også Frankrig (musik)). Den gregorianske sang er således en af de musikalske traditioner, der med udgangspunkt i den jødiske synagogesang i tidens løb blev udviklet lokalt inden for den kristne verden (se den ambrosianske kirkesang i Milano, byzantinsk musik og mozarabisk ritus i Spanien).

Historie

Gregoriansk sang. Tekst og musik til en antifon fra den stille uges liturgi, her gengivet efter et fransk Antiphonale Romanum fra 1891. Teksten stammer fra Filipperbrevet, kap. 2,8. Samme antifon i den restaurerede gregorianske notation, gengivet efter Antiphonale monasticum pro diurnis horis fra 1934, der anvendes i klostre.

Gregoriansk sang. Tekst og musik til en antifon fra den stille uges liturgi, her gengivet efter et fransk Antiphonale Romanum fra 1891. Teksten stammer fra Filipperbrevet, kap. 2,8. Samme antifon i den restaurerede gregorianske notation, gengivet efter Antiphonale monasticum pro diurnis horis fra 1934, der anvendes i klostre.

Dateringen af den gregorianske sangs tidligste udvikling og påvisningen af dens oprindelse vanskeliggøres ved, at den opstod, endnu før præcis nodeskrift blev taget i anvendelse. Den ældst kendte notation består af linjeløse neumer, der ikke muliggør en sikker bestemmelse af det melodiske forløb; først omkring 1000 blev neumerne erstattet af noder indskrevet på et nodesystem.

Det gregorianske repertoire blev udviklet og forøget gennem adskillige århundreder; melodien til Credo III i Graduale Romanum opstod fx i 1600-t. Men allerede i forbindelse med den tidligste flerstemmighed, der i udstrakt grad gjorde brug af de liturgiske melodier, begyndte det forfald, der bl.a. førte til, at komponisten Palestrina som en følge af Tridentinerkoncilet (1545-63) fik til opgave at restaurere sangen.

Annonce

Dette lykkedes dog først i slutningen af 1800-t. under udnyttelse af videnskabelige forskningsmetoder, i hvilken forbindelse tyske benediktinermunke og især de franske i Solesmes-klostret spillede en fremtrædende rolle. Deres arbejde, udført bl.a. under ledelse af Peter Wagner (1865-1931) og Prosper Guéranger, førte til udgivelsen i 1908 af et nyt Graduale Romanum, der indeholder de restaurerede melodier til messen; senere fulgte Antifonale Romanum med melodierne til tidebønnerne.

Efter Det 2. Vatikankoncil er det gregorianske melodistof yderligere blevet revideret på en række områder.

Stil og repertoire

Ligesom inden for de andre former for enstemmig koral skelnes der i den gregorianske sang mellem syllabiske, neumatiske og melismatiske afsnit i melodierne, hvor disse indeholder henholdsvis én tone, nogle få toner eller mange toner på en enkelt tekststavelse. Desuden fremføres sangene enten antifonalt eller responsorialt, dvs. vekselvis mellem to halvkor eller mellem solist og kor.

Til dele af den katolske messes ordinarium, nemlig Kyrie, Gloria, Sanctus og Agnus Dei, indeholder Graduale Romanum 18 sæt melodier ("messer"), der anvendes på forskellige tider af kirkeåret (fx messe 1 til påske, messe 11 på almindelige søndage, messe 17 uden Gloria i faste- og adventstiden) eller på specielle festdage (fx messe 9 til Mariafester). Hertil kommer seks melodier til Credo, som liturgisk udgør en del af ordinariet.

Af messens proprium er melodierne til processionssangene introitus, offertorium og communio forholdsvis enkle, mens de til responsorierne graduale og alleluia (halleluja), der oprindelig blev sunget efter henholdsvis første og anden læsning før evangeliet, er rigt udsmykkede.

I løbet af middelalderen blev det gregorianske repertoire udvidet med troper og sekvenser, der begge omfatter nye, liturgifremmede tekster. Sekvenserne er måske udviklet af den afsluttende melisme i alleluia, den såkaldte jubilus. Mens troperne definitivt afskaffedes efter Tridentinerkoncilet, anerkendtes den fortsatte brug af nogle få sekvenser.

Musikteori

Tonematerialet i den gregorianske sang er diatonisk; det ordnes teoretisk i otte kirketonearter (modi), der traditionelt betegnes med navne fra den græske oldtid (dorisk, lydisk, frygisk osv.). Hver toneart kendetegnes dels ved grundtonens placering i forhold til halvtonetrinnene, dels ved bestemte melodiske formler; disse anvendes bl.a. i begyndelsen og slutningen af de melodier, som bruges til fremførelse af versene i salmerne i Salmernes Bog i GT (salmodier). Hver af de otte kirketonearter har derfor sin egenart.

Den gregorianske sang, der i sin egenskab af enstemmig musik frem for alt virker gennem rent melodiske bevægelser, er gang på gang, senest under Det 2. Vatikankoncil, af den katolske kirke officielt blevet anerkendt som kirkens fornemste og mest ophøjede musikalske udtryksform. Fejringen af messen på modersmålet har dog hæmmet bevarelsen af den traditionelle kirkemusik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ryom, Rolf Tönshoff: gregoriansk sang i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85794