Dies irae. Begyndelsen af den gregorianske melodi, der står i den doriske eller første toneart (angivet med I), citeres bl.a. i Berlioz' Symphonie fantastique og Liszts parafrase Totentanz for klaver og orkester. Uafhængigt af den gregorianske melodi har mange komponister sat musik til Dies irae-teksten. Berømte eksempler er Mozarts og Verdis Requiem.

Dies irae er begyndelsesordene til en sekvens, der tilskrives franciskanermunken Thomas fra Celano. Efter Tridentinerkoncilet (1545-1563) blev Dies irae fast bestanddel af den romerske liturgi i messen for de afdøde (se requiem), men siden 1972, efter Det 2. Vatikankoncil, anvendes den som hymne fordelt på flere tidebønner i den sidste uge i kirkeåret.

Faktaboks

Etymologi

Dies irae er latin 'vredens dag'.

Digtet er med sit dramatiske udtryk en storladen dommedagsskildring med Gud som den retfærdige dommer, der skiller fårene fra bukkene og overgiver de fordømte til den flammende ild.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig