Som musikbegreb bruges ordet messe om en komposition, oftest flerstemmig og oftest i flere satser, bestående af den romerskkatolske gudstjenestes fem ordinariumsled: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei. En messe i den forstand er dermed en musikalsk udsættelse af de dele af gudstjenesten, som har den samme tekst fra gang til gang.

Faktaboks

Etymologi
Ordet messe kommer af det latinske missa 'gudstjeneste, messe', afledt af mittere 'sende', ofte udledt af bortsendelsesordene Ite missa est 'gå, (forsamlingen) er sendt bort', men måske oprindelig 'procession' eller 'offer'.

En messe med alle fem led betegnes som en messecyklus. En forkortet udsættelse af leddene eller af Kyrie og Gloria alene betegnes missa brevis, mens en større festlig eller højtidelig messekomposition kaldes missa solemnis. I visse tilfælde, bl.a. dødsmessen requiem, kan en messe også omfatte et eller flere propriumsled, det vil sige de tekster, som er særlige for den type messe, bl.a. introitus og graduale.

Messekompositioner har udviklet sig fra de første enkeltstående satser i 1300-tallet til cykliske messer i 1500-tallet, der anses som et højdepunkt inden for genren. Efter 1600-tallet ses påvirkning fra verdslige stilarter, og messekompositioner vokser i denne periode i omfang. I 1800-tallet ses messer komponeret til koncertsalen uden liturgisk funktion. Parallelt med denne udvikling blev der fortsat komponeret messer til kirkelig brug.

Messer fra 1300 til 1600

De første flerstemmige udsættelser af ordinariumsled stammer fra midten af 1300-tallet, og de er kendetegnet ved ikke at være samlet i cyklusser. De første samlede messecyklusser stammer fra sidste halvdel af 1300-tallet med Guillaume de Machauts Messe de Nostre-Dame som den mest berømte. Hans messe fremstår som den første messe komponeret som en helhed af én komponist. Stadigvæk ser man enkeltstående eller parvise messesatser i 1400-tallet.

Machaut anvendte forskellige kompositoriske teknikker til de enkelte dele, og en tendens blandt 1400-tallets komponister blev at finde metoder til at give messerne en indre musikalsk sammenhæng. Komponister såsom Leonel Power (død 1445) og John Dunstable brugte som de første én og samme grundmelodi, cantus firmus, som skelet i alle fem messeled.

Især anvendte komponisterne verdslige melodier, der som regel gav de enkelte messer navn. Et kendt eksempel er melodien L'homme armé, som adskillige komponister lagde til grund for deres messer (bl.a. Guillaume Dufay, Pierre de la Rue, Josquin des Prés og Palestrina).

I slutningen af 1400-tallet opstod en ny teknik, der bestod i at overtage en i forvejen eksisterende, flerstemmig sats, for eksempel en motet eller en madrigal, og omdanne den ved at tilpasse musikken til ordene i de fem messeled. Messer skrevet under anvendelse af denne såkaldte paroditeknik kendes af bl.a. Josquin des Prés, Palestrina, Orlando di Lasso og Tomás Luis de Victoria.

Tridentinerkoncilet 1545-1563

Under Tridentinerkoncilet, som i perioden 1545-1563 fastsatte den romerskkatolske kirkes indre anliggender, blev kirkemusik diskuteret. Der var ønsker om på den ene side at undgå verdslige melodier i kirkemusikken og på den anden side, at man skulle kunne forstå ordene i kirkesangen.

Palestrinas messe Missa Papae Marcelli er et eksempel på en messecyklus, der levede op til koncilets idealer om, at man kunne høre teksten tydeligt. Det sikrede Palestrina med brug af homofone virkemidler, hvor alle stemmer synger i samme rytme og med samme tekst.

Som erstatning for verdslige melodier i messekompositionerne ser man brug af koraler. Ved siden af at bruge gennemgående melodier som cantus firmus, sådan som man også så i den tidlige renæssance, ser man, at komponister som Palestrina parafraserede de liturgiske melodier og kun brugte dele af dem til at udvikle messekompositionens enkelte stemmer selvstændigt.

Renæssancens messekompositioner ses som et højdepunkt i genren og i vesteuropæisk kunstmusik. På den tid fik messekompositioner nærmest status af kunstværker, der gav komponisterne prestige, hvad der også smittede af på dem, der betalte for musikken. Kompositionernes status kommer også til udtryk ved, at komponister har efterlignet 1500-tallets musikalske stil under betegnelsen stile antico ('i gammel stil'), blandt andet i messer af Claudio Monteverdi, Marc-Antoine Charpentier, Alessandro Scarlatti, Joseph Haydn, Antonio Salieri og Luigi Cherubini.

Messer efter 1600

I barokken begynder komponister at skrive cykliske messer under påvirkning af tidens nye stilarter og kompositionsteknikker. Som resultat heraf ses messer med vidt forskellige udtryk, for eksempel monumentale kompositioner med flere kor og med inddragelse af instrumenter (af blandt andre Claudio Monteverdi og Giovanni Francesco Anerio) og messer for få sangere med akkompagnement (Ludovico Viadana og Alessandro Grandi). Nogle messer blander også besætninger fra sats til sats. Kendetegnende for perioden er, at messerne voksede i omfang, og derfor ser man også messer, der udelader dele eller hele satser.

Fra begyndelsen af 1700-tallet ses en stærk påvirkning på kirkemusik og dermed også på messekomposition fra tidens italienske operastil. Som følge heraf gik en tendens i retning af at opdele de enkelte messeled i en række selvstændige satser (kor, arier, duetter). Det ses for eksempel i J.S. Bachs h-mol-messe , hvor et led som Gloria er inddelt i ni satser.

I den wienerklassiske periode i anden halvdel af 1700-tallet bidrog Mozart og især Haydn til genren med en række messer, der var beregnet til liturgisk brug i forbindelse med en gudstjeneste, men hvis musik kendetegnes af tidens symfoniske og koncertsalsprægede stil. Messekompositioner tages fra omkring 1800 også ud af kirken og opføres som koncertstykker uden liturgisk funktion.

Både i romantikken i 1800-tallet og i nyere tid har adskillige komponister, heriblandt Beethoven, Franz Schubert, Gioacchino Rossini, Franz Liszt, Anton Bruckner, Igor Stravinskij, Benjamin Britten, Maurice Duruflé og Gilbert Amy, skrevet messer. Kendetegnende for flere af disse værker er, at de er komponeret til koncertbrug fremfor kirkelig brug.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig